Krigergravene på Magleby kirkegård


I alt 13 engelske, canadiske og amerikanske flyvere blev under Anden Verdenskrig begravet påGravsten for de to flyvere Magleby kirkegård.

Under besættelsen besluttede den tyske besættelsesmyndighed, at begravelsen af fjendtlige flyvere, nedskudt i luftrummet over Danmark, skulle foregå på et mindre antal centrale kirkegårde.

Dette er grunden til, at så forholdsvis mange ligger begravet i Magleby.

I alt blev 1026 engelske og canadiske og 134 amerikanske flyvere begravet i Danmark.
Begravelserne blev i Magleby foretaget af den tyske feltpræst.

De engelske flyveres gravpladser er markeret med ens gravsten.

Disse gravsten har alle foroven det nationale emblem, eller service eller regiments mærke. I et bånd slynger sig denne indskrift: "Per ardua ad astra", der betyder: "Ad trange veje til stjernerne". Denne indskrift er Royal Air Force's motto og blev benyttet i alle Commonwealth-landene, altså også Canada, som det ses på stenene.
Derpå følger rang, navn, enhed, dødsdato og alder. På stenens fod ses en inskription i overensstemmelse med de efterladtes ønsker.

Bercusons stenDen ene gravsten i Magleby er markeret med en Davidsstjerne i stedet for et kors. Navnet er Bernard Bercuson, og Davidsstjernen angiver, at han var jøde. I Davidsstjernen er indgraveret denne række hebraiske bogstaver: "he-beth-zade-nun-tav".

Læst fra højre mod venstre er det en forkortelse for denne sætning: ”Tehe Nismalo Zrura Bizror Ha’hayim", ofte fundet på jødiske gravsten.

Oversat betyder sætningen: ”Måtte hans sjæl være forbundet med livets bånd.”

David Bercuson blev fundet på stranden ved Illebølle i Lindelse sogn den 17. september 1944 og begravet i Magleby den 19. september.

De amerikanske gravpladser er markeret med trækors. De amerikanske flyvere blev, modsat de engelske og canadiske, hjemført efter krigen. I Magleby skete dette den 7. maj 1948.

På trækorsene er der en plade med de relevante oplysninger.

Det ene trækors, til minde om Abraham Silverman, blev i 2007 erstattet af en træ-davidsstjerne.

Dette skete efter anmodning fra en slægtning til David Bercuson, Dr. David J. Bercuson, leder af centret for militære og strategiske studier ved Calgary universitet i Canada.

Da han besøgte sin slægtnings gravplads i Magleby, blev han opmærksom på Abraham Silvermans grav og gjorde mig senere i et brev opmærksom på, at Abraham Silverman var jøde og anmodede om at få trækorset erstattet af en Davidsstjerne. Han sendte mig alle nødvendige oplysninger, og på det grundlag blev anmodningen efterkommet.

Abraham Silverman var en del af et større mandskab under ledelse af M. H. Higgins. Ti af dem udgjorde det mandskab, der blev sendt fra Amerika til Europa i januar 1943.

Den 9. oktober 1943 blev fem af dem dræbt under flyvning over Langeland. Resten overlevede og vendte tilbage til USA.
Fire af de omkomne ligger i dag begravet på krigerkirkegården i Cambridge, England.

For M. H. Higgins var det en stor glæde, at denne korrespondance om Abraham Silverman kom i gang og nåede ham i San José i Californien. For Abraham Silverman var den sidste i det oprindelige mandskab, Higgins ikke vidste noget om.

Abraham Silverman blev fundet på stranden ud for Bukkemose i Fodslette sogn den 10. oktober 1943 og blev begravet af tysk feltpræst på Magleby kirkegård den 13. oktober 1943. Han blev hjemført herfra den 7. maj 1948, først til den amerikanske krigerkirkegård i Neuville en Condroz i Belgien, dernæst den 8.oktober 1948 til sin hjemby New York, hvor han blev begravet på Montefiore kirkegården i Laurelton Queens, en bydel i New York.

krigergraveneDen 5. maj 1948 afsløredes mindemuren ved krigergravene i Magleby. Den blev rejst på Røde Kors’ foranledning.

Mindemuren er udført i munkesten efter tegning af billedhugger Hammerich, Ærøskøbing. Den er 16 meter lang og 3 meter høj. Selve arbejdsudkastet blev udført af konstruktør Eckstrøm, Humble; murerarbejdet af murermester Thygesen, Søndenbro; inskriptionen på marmorpladen af billedhugger Holm, Rudkøbing; og anlægsarbejdet af gartner Edvard Rasmussen, Humble.
Foruden marmortavlen er der indbygget en flyverpropel i muren.

På tavlen står:

Rejst til minde om engelske, amerikanske og kanadiske flyvere.
Skudt ned over Langeland i krigen 1939-1945.
"I Frihedens Sønner, Himmelrummets Helte
Eders død om Dåd i ond og mørk Tid meldte.
Her i Frænders Land Guds Fred om Eders Tuer.
Vi hvælver Mindets, Sejrens, Takkens Tempelbuer".

To dage efter afsløringen af mindemuren blev de amerikanske flyvere hjemført.

Man kan læse mere i bogen ”Faldne Allierede Flyvere 1939-1945”, udarbejdet af Anders Bjørnvad og udgivet på Odense Universitetsforlag i 1995.


Klik for at komme tilbage