Klik her for at komme tilbage...

Preben Theodorsen, Bagenkop, fortæller

Det har ikke været mig muligt at gengive Preben Theodorsens beretning, som den blev fortalt.

Det har ikke været mig muligt at gengive Preben Theodorsens beretning, som den blev fortalt. For overskuelighedens skyld, har jeg måttet ordne det fortalte en smule.
Men Preben har set det hele igennem. Jeg vil gerne her sige tak for de lærerige timer!

Af en eller anden grund kommer vi først til at tale om lærer Harboe, manden bag inddæmningen af Noret.
Og straks spinder erindringens tråde sig:


Handelshuset, kornmagasinet og kroen.
Harboes søn ejede Handelshuset i Bagenkop. (Det er huset på hjørnet af Østergade/Skolegade).
Han lod det bygge i 1864.
Handelshuset blev senere overtaget af Vilhelm Nielsen, søn af Jens og Maren Nielsen.

Vilhelm Nielsen havde været i Amerika, og han fortalte ofte om sine eventyr derovre. Men helt godt var det nok ikke gået; i hvert fald kom han tilbage til Bagenkop

Han lod kornmagasinet bygge (bygningen ved siden af den nuværende kro) for også at handle med korn.
Jorden dér hørte til forældrenes husmandssted.

Senere, i 1904, byggede han kroen, og kornmagasinet kom til at høre til kroen.
***
Om kornmagasinet kan jeg i øvrigt fortælle, at det år senere blev brugt som biograf.
Senere igen kom der høvlbænke dertil. Oprindelig kom høvlbænkene til skolen. Det var 2.lærer Christensens værk. Han skaffede fem bænke, der blev stillet op i skolestuen, så børnene kunne bruge dem om dagen, de unge om aftenen. Det var i 1938/39.
Der var ikke megen plads i skolestuen, så bænkene kom til kornmagasinet.

Vilhelm Nielsen og Bredgade 2: mangen slags handel - og også frisørsalon
Det endte med, at Vilhelm Nielsen gik ned med både kro, handelshus og kornmagasin. Han solgte kroen til Juul-Nielsen, mens en anden overtog købmandsforretningen.
Vilhelm Nielsen flyttede så, sammen med sin kone, Nora (Eleonora), til Bredgade 2, hvor der tidligere bl.a. havde været slagterforretning.

Først i 30'erne handlede Vilhelm Nielsen med gammelt jern og knogler.
Jeg husker, at vi drenge samlede knogler og solgte dem til ham for 5 øre per kilo. Suppeben var de bedste.
De kreaturhoveder, slagtermester Buch smed ud i Noret, var derimod ikke så anvendelige for os som salgsvare til Vilhelm Nielsen.

Af og til kom så en opkøber og købte tingene af Vilhelm Nielsen.

Vilhelm Nielsen købte også lastbil.
Han kunne ikke selv køre, men sønnen Jens, der var smed i Lejbølle, kom hjem og kørte for ham, bl.a. kul og foderstoffer, men også mælketur.
***
Vilhelm Nielsen lejede også et lokale ud til Svend Jørgensen, der lavede barbersalon i Bredgade 2.

Senere, sidst i 30'erne, lod Svend Jørgensen det hus bygge, der senere fik navnet "Hårtotti". Han flyttede sin salon derhen.
På selve stedet, hvor Svend Jørgensen byggede, lå der et skur eller et lille hus, hvor "Lynbarberen" (Laurits Larsen)
havde haft salon.

Dette skur blev nu savet midt over og stillet op på Laurits Larsens gårdsplads i Nordenbro (først på Sædballevej).
Om ham kan i øvrigt fortælles, at han, foruden barber, også var tømrer. Og under krigen serverede han og konen på kroen og i forsamlingshuset.

Til sidst købte Svend Jørgensen Handelshuset til salon. Der blev lavet to afdelinger: en Herre- og en Damesalon. Her arbejdede Kaja Egmose som damefrisør. Hun blev senere gift med læge Friis i Søndenbro.

Endnu en frisørforretning opstod, for
Svend Jørgensen havde en lærling, Holger Hansen, søn af Hans Hansen.
Han gjorde sig selvstændig og åbnede efter krigen en barbersalon i Strandgade 2, i forældrenes stue. Han fik senere ny salon i Østergade.
***
Men nu tilbage til Vilhelm Nielsen i Bredgade 2.
Han havde, gennem sit liv, mange jern i ilden. Han solgte på et tidspunkt ispinde og åbnede også en kiosk, dette sidste dog ikke i Bredgade 2.
Til sidst lavede han et bageri. Hans kone stammede jo fra "Madam Bondesens bageri".
Vilhelm Nielsen købte en ovn. Men tilladelse til at drive bageri havde han vist ikke. Han købte også en ko og fremstillede smør til salg.

Da var Verdenskrigen brudt ud.

Vilhelm og Nora havde en handicappet søn, Ernst.

Jeg husker, at han sad udenfor huset på en hynde fra lastbilen. I begyndelsen kunne han cykle, men ikke senere.
Det gik så mærkeligt, at de tre døde næsten samtidigt, Vilhelm og Ernst den 8.januar, Nora den 10.januar 1940. Sønnen Jens kørte alle tre til graven på deres egen lastbil, og de blev begravede samme dag, den 13.januar 1940.
***
Sønnen, Jens, førte, sammen med sin kone, Iris, forretningen videre, dvs. Jens kørte lastbilen og Iris passede brødudsalget. Men de rejste til sidst til København.

Brødudsalget blev så overtaget af Mary og Åge Pihl. De lavede en lille café også og fik telefon, som alle benyttede. Mary var en af dem, der kunne skaffe alt.

Kroen, Juul-Nielsen og udsmider Lorentzen
Vi vender tilbage til kroen.

Som sagt overtog Juul-Nielsen den efter Vilhelm Nielsen.

Juul-Nielsen havde en kelner og udsmider, der hed Lorentzen.
Han var ikke en stor mand, men effektiv som udsmider.
Han var gift med et barnebarn af lærer Harboe, Christine.
Han stammede fra København, hvor han var blevet udlært som kommis.
Han gik altid med hvid flip, knækflip, slips og lange manchetter.

Lorentzen blev senere "kongelig vejer og måler".
I 30'erne kom der jo fragtskibe til Bagenkop med kul, cement, gødningskalk osv. Disse varer skulle vejes; det blev Lorentzens arbejde, og fiskerne hjalp til med losningen, når de var i havn.

Lorentzen gik altid hjem til middag, og han skulle altid have sin eftermiddagskaffe kl.15. Jeg løb ofte ned til havnen med det til ham: en patentflaske med kaffe og to stykker franskbrød. Så stak han mig en 25-øre.

Han bragte også avis ud: "Politikken". Der var 14-15 abonnenter i Bagenkop; det var jo de Radikales avis. Han satte ofte os drenge til at gå ud med aviserne, og vi fik vel en skilling for det.

Senere fik Lorentzen arbejde i Brugsen, hvor han vejede mel og sukker af. Det var i Jessens tid.
Han gik også ud og tapetserede for folk.

Jeg husker, han engang skulle til bryllup på en missionsk egn. Da han kom hjem og blev spurgt om traktementet, sagde han:
"Der kom en spand vand på bordet!"

Om Lorentzens kone, Christine (Harboe) kan fortælles, at hun, et par gange om ugen, tog med toget til Rudkøbing og ordnede ærinder for folk: hun købte ind, fornyede lotterisedler, betalte termin osv.
På den måde tjente hun lidt penge.

Andre handlende
Ved siden af Jenny Rath boede Peter Lap.
Han solgte tidlige kartofler.
Men han ejede også den flotteste hest i Bagenkop. Den spændte han for sin vogn og kørte så på landet og solgte fisk.
Han kørte også varer fra Stationen til Brugsen og retur med tomme kasser.

Der var tre-fire mænd, der kørte på landet med fisk.
En af dem, Hans Jørgen Hansen, havde ikke hestevogn. Han brugte en transportcykel, og han satte selv garn.

En anden fiskesælger var Rasmus A. Hansen. Han kørte med to smukke, hvide heste.
Han havde også øldepot fra Svendborg og en rigtig ølkælder.

Heller ikke Johan Skipper må vi glemme. Han var fiskehandler med hest og "gig".

Og senere kom flere til.

Børnenes indtjening.
Når vi nu fortæller om fiskesalget på landet, må jeg også fortælle, at mange drenge i skolealderen kørte på landet med fisk, de fik af deres fædre.

Jeg prøvede det selv én gang.
Jeg havde selv fanget fiskene og kørte til Søndenbro.

Det første sted, jeg forsøgte, solgte jeg torsk, og skulle have 50 øre for dem. Konen havde kun en to-krone, og jeg kunne ikke give tilbage.
Hun tog fisken og sagde, jeg kunne komme ind på tilbageturen; så havde jeg jo solgt og kunne nok give tilbage.
Men jeg solgte ingenting på resten af turen.

Så jeg måtte køre hjem uden en øre.
Det forsøgte jeg aldrig mere.

Men ellers var vi børn i stadig aktivitet for at tjene nogle få øre.
Jeg husker, vi plukkede ærter på Stenbækgården.
Nogle var ude på landet i høstens tid.

En sommer var Lind ude hos Amandus Hansen på Østeregn.
Der skulle ansøges om fri fra skolen, men det fik han.

Efter en uge skulle lønnen så udbetales. Den var der jo ikke blevet snakket om i forvejen.
Ellen, Amandus datter, kom med en tændstikæske, hvori der lå fem kroner, og tilføjede så: "Og så er du jo også sluppet for skole i otte dage".

Når samtalen nu falder på børnenes aktiviteter, bryder Margit, Prebens kone, ind med bemærkningen om, at "vi børn baskede byen rundt for en 2-øre og en 5-øre".

Hun selv fejede rendestenen over for købmanden i Bredgade hver lørdag for 25-øre. Sandet fra rendestenen blev samlet op og båret ind til hønsene.

Margit husker også, at de gik på stranden og samlede brænde, når deres mor skulle vaske. Der skulle ild under gruekedlen.

Børnene samlede også aks på markerne, når der var høstet.

I middelalderen var det "de fattiges ret". Derfor budet om at "rive marken let": "fuglen og den fattige skal også være mæt!"
Indførelsen af hesteriven i slutningen af forrige århundrede brød denne ret eller skik. For hesteriven rev tæt.

Men, fortæller Margit, vi børn holdt øje med de marker, hvor der ikke blev revet så tæt. Så spurgte vi bondemanden, om vi måtte sanke.
Især spurgte vi Flint på Harresmark. Han rev ikke så tæt.
Aksene brugte vi til hønsene.

Tømrere og snedkere
Mange gange, når taler falder på den gamle tid, har jeg forbavset hørt på, hvor mange købmandsforretninger, der kunne være i en lille by.
Men også snedkere og tømrere kunne der være flere af, fortæller Preben.

Først bliver nævnt Herman Happe, tømrer og snedker i den bygning, hvor den gamle Brugs lå.
Hans broder, Marius Happe var for øvrigt cykelsmed og arbejdede samtidig hos elektriker G.P.Larsen.

Over for den gamle cementfabrik havde Hans Skov Nielsen, gift med Alfred O.s søster, savværk og tømrerforretning.

En farbroder til ham blev meget læst forfatter her på Langeland. Det er Nielsen Illebølle.

En af Hans Skov Nielsens lærlinge var Ejvind Andersen. Han oprettede senere den tømrerforretning, Charly Nielsen nu har.

I den gård, der dengang lå lige over for bageriet, var manden karetmager.
Han kørte også fisk fra havnen til stationen.

Fiskene blev lagt i kasser.
I bunden af kasserne var der halm; ovenpå is, og så fisken; ovenpå igen et nyt lag is og så halm endnu engang. Således blev fisken transporteret til København.
Halm blev brugt til at isolere med.
Ishuset ved havnen blev også isoleret således, hvilket er tydeligt at se nu, efter at stormen (i 1999) løftede taget.

Karetmagerens kone solgte blomster, især til begravelser. At hun tjente lidt penge på den måde, udtrykte hun engang på den pudsige måde, at "der er liv i de døde".

En anden tømrer var Hans Clausen i Strandgade 25.
Han havde sit værksted i baghuset.
I 30'erne byggede han et værksted i haven, kun oplyst ved en petroleumslampe.

Ude på Harresmark var et lille sted, oprindelig et typisk fisker-bonde sted fra tiden, hvor de fleste havde lidt jord og samtidig drev lidt fiskeri.
Der var ingen hest på stedet, så pløjningen måtte en anden betales for.

Jeg husker, at Jens Peter Jensen dyrkede jorden der, men han var samtidig ligkistesnedker.
Han lavede en trækvogn med lad til at transportere kisterne på. Hans to drenge, Evald og Ove, trak vognen ind til malermester Ramus (Peter Emil Ramus' far), der malede dem.

Cementfabrik
Vi nævnte før den gamle cementfabrik.
Der var en periode, hvor der var to fabrikker.

Den ene blev drevet af Leon Hansen, der i mange år var sognefoged i Bagenkop.
Men der var i en årrække en anden cementfabrik også, ejet af murer Christian Hansen Bødker.

Cementfabrikkerne lavede både mur- og tagsten. Til tagstenene blev der tilsat farve: en rød okkerfarve.

Lærlingetid og cykler
Jeg kom i lære som bager. Det var under krigen.
Alle lærlinge skulle dengang gå på Teknisk Skole i tre vinterhalvår.

Teknisk Skole lå i Humble, i den bygning, der nu er bibliotek.
Jeg cyklede sammen med de andre dertil. Der var undervisning fra kl. 19-22.

Vi havde dygtige lærere.
Hardy Hansens far, Alfred Hansen, der konstruerede Nordenbro-motoren, underviste i geometri og motorlære. Vi havde en realskolelærer til dansk og regning. Snedker Lassen underviste i frihåndstegning. Også Edvard Ekstrøm, der havde konstruktøreksamen, underviste.

Som sagt cyklede jeg og de andre fra Bagenkop til Humble og tilbage igen om aftenen. Vejen gik dengang om forbi Magleby-smedjen, og jeg husker, at Bernhard Fakkemohs altid arbejdede i sit værksted, både på vor ud-og hjemtur.

Det var i mørklægningstiden. Dynamolygterne var blændede. Der var kun en lille sprække til lyset, og sprækken var endda dækket med blåt papir.

Engang havde vi alle slået dynamolygterne fra, da der var sne, så det i forvejen var tungt nok at træde cyklen.
Men da blev vi taget af motorsagkyndig Mærsk-Møller og politibetjent Madsen, der havde anbragt sig med 10-15 meters mellemrum.

Det kostede en bøde på 10.kr. Det var min halve månedsløn.
Jeg husker, at jeg én gang til blev taget for at køre uden lys. Bøden, nu på 15 kr., blev opkrævet af sognefoged Leon Hansen.

I min læretid var jeg også hos Nordenbro-mølleren, far til min læremester, Elnegaard, i Bagenkop.
Nordenbro-mølleren var en noget bøs herre, uden de mange ord.

Vore cyklers dæk var dengang i elendig forfatning. Gummidæk var umulige at skaffe.
Engang kaldte mølleren mig ind og pegede, på en noget bøs måde, på en sofacykel, der hang på væggen i værkstedet.
Meget overraskende tilbød han, at jeg kunne låne den, så længe jeg gik på teknisk skole.

Det var luksus, for cyklen havde brede, gode dæk.
Mølleren havde fået cyklen af sine børn til sin 60-års fødselsdag. Men sådant "djævelskab" skulle han ikke op på!

Jeg husker et andet eksempel på hans venlighed, skjult bag en bøs facon:

Dengang var der dyrskue hvert år i Rudkøbing.
På dyrskuedagen var jeg mødt på arbejde som sædvanlig; jeg havde hverken fri eller penge til at tage af sted.
"Skal du ikke af sted?" kom det på hans bøse måde.
Jeg forklarede, at det skulle jeg ikke.
Så rakte han mig ti kroner og sagde: "Se du så at komme af sted!"

Når vi stillede cyklerne fra os, var vi altid nervøse for, at dækkende skulle blive "skrællede". Dengang gik vi til bal i forsamlingshuset i Magleby.

Anton Jørgensen i det stråtækte hus på hjørnet lavede cykelstald i sin have.
Vi betalte ham 15 øre for at stille cyklen dér, og kunne så være sikre på, at finde den i hel stand, når vi skulle hjem.
Hans kone, Asta, var i køkkenet i forsamlingshuset.

Jernbanen: om at leje et tog
Der var jernbane fra Rudkøbing til Bagenkop fra 1911-1962.
Under krigen var der ikke mange ture. Efter sidste tur til Bagenkop overnattede togpersonalet i Bagenkop, hvor baneselskabet havde bygget lejligheder til det i remisen.

Når vi unge så havde lyst til en biograftur til Humble, kunne vi faktisk leje et tog. For ikke så mange penge kørte toget os til Humle og hjem igen efter forestillingen. Togfolkene gik også med i biografen.
På den måde kom vi også nogle gange til bal i Magleby forsamlingshus.

Jeg var engang kommet til Humble på cykel, men tog så toget hjem sammen med de andre unge.
I Nordenbro lånte en ven af mig min cykel. Han ville følge en pige hjem og skulle så gerne til Bagenkop bagefter.
Jeg fik cyklen dagen efter, og han blev gift med pigen

Sygekassen, medicinpenge og doktor Møller
Når man skulle have læge, skulle man have sygeseddel: den kostede 50 øre, og før da: 25 øre.
Der var Sygekasse, og man skulle betale kontingent til sygekassens kasserer.
Det var hos sygekassens kasserer, man købte sygesedlen.

Jeg husker, at skrædder Sørensen, Fakkemose, var kasserer.
Senere blev det Lærer Lau, der boede på Søndenbro skole.

Det var ikke alle, der kunne betale, når kassereren kom rundt. Men pengene skulle betale inden en bestemt frist.
Så før fristen udløb, var der mange, der tog ud til kassereren med pengene.

Der var håndkøbsudsalg af medicin i Smallegade.
Det var heller ikke altid, man kunne betale straks for medicin.

Derfor var der en, der opkrævede medicinpenge.
Jeg husker Rasmus Maler fra Fredmose som opkræver.
Det skete hvert kvartal.

Jeg husker, det for os børn var lidt spændende, når doktor Møller
kom på besøg. Han havde altid en lille skilling med, det var næsten som at få lommepenge, hvad vi jo ellers ikke fik.

Doktor Møller cyklede ofte fra Tryggelev til Bagenkop.
Navnene på dem, han skulle besøge i Bagenkop, var skrevet op i Brugsen.
Når han ikke cyklede, kunne han køre med smed Hansen. Han havde, foruden smedeværkstedet, nemlig også Taxi-kørsel.

Engang blev doktor Møller standset af betjent Madsen for at køre uden lys på cyklen.
Nogen tid senere så Madsen, at Møller kørte rundt om dagen med dynamolygten tændt og sagde til ham, at han da ikke behøvede at køre med lys om dagen. Dertil svarede Møller, "at det kunne man vel ikke få bøde for!"

Doktor Møller flyttede, da han stoppede med at være læge, til Magleby og boede i det hus, hvor Engdam senere flyttede ind som kommunekasserer.

At overleve
For de fleste dengang drejede det sig hovedsagelig om at få mad på bordet hver dag.
Det almindelige var at arbejde og arbejde.

I ældre tid var der det, vi kaldte en "drag-golt", en gris, børn eller gamle folk drev omkring på grøftekanter, i skovkanter osv.
Der kunne grisen æde sig fed i løbet af sommer og efterår.
Lige før jul blev den slagtet.

Kartofler avlede man selv. Og ellers hjalp man til med at grave kartofler op på kartoffelmarkerne, hvor hver syvende række blev "tjene -rækken", lønnen for ens arbejde.
Havde man så tillige en tønde saltsild, kunne man klare vinteren.

Jeg husker den gamle kone, alle kaldte "farmor".
Hun gik rundt i byen og ved stranden. Altid strikkede hun på strømper. Garnet fik hun af folk, og så betalte de lidt for at få strømperne strikket.
Hun havde en sæk over skulderen, og når hun fandt et stykke brænde, samlede hun det op og lagde det i sækken.

For nogle gjaldt det, at det kneb med maden, selv om der blev arbejdet.
Der var i nogle familier mange munde at mætte.

I forbindelse med disse emner får jeg så opklaret et spørgsmål, der længe har spøgt:
Maler Ramus fortalte mig om lærer Meulengracht, der samtidig spillede på kirkens harmonium og gjorde det meget smukt.
Det var en dygtig mand. Jeg har set et postkort, skrevet af ham til P.E.Ramus far: skrift og udtryksmåde ser man ikke i dag.

Han skrev en sang til Bagenkops pris; den blev bl.a. sunget, da anlægget ved Fredsbjerg blev indviet i 1935. (Området blev skænket byen i 1920, men mindestenen kom først i 1935).

Men han havde svært ved at undervise og fik sin afsked.
Han slog sig så ned i Bagenkop og hutlede sig igennem: handlede lidt, gik med telegrammer osv.
Han førte en kummerlig tilværelse. Og moderen tog ham tilbage til Jylland.

Ramus fortalte mig, at han blev likvideret som stikker under krigen. Det har jeg tit tænkt på. Men Preben fortæller nu, at der var tale om en fejllikvidering, der hovedsagelig skyldtes hans troskyldighed.

Klik her for at komme tilbage...