Klik her for at komme tilbage...

Valborg Larsen, Nordenbro, fortæller

Valborg, tidligere købmandskone i Nordenbro

Valborg, tidligere købmandskone i Nordenbro, fortalte mig denne beretning. Den Gengives her med tak for lærerige timer.

Allerførst er der fortællingen om den vanskelige fødsel:

Jeg er født som tvilling. Vi vejede tilsammen fem pund.
Straks efter fødslen blev vi begge døbt i hjemmet på Fakkemose af pastor Nygaard.
Nabokonen blev tilkaldt for at være gudmoder.
Min tvillingesøster overlevede ikke.

Jeg har fået fortalt, at de varmede to sække med sand i ovnen. Sækkene blev lagt i bunden af min seng. Således blev jeg holdt varm hele tiden, og overlevede.

Hjemme var min mor, Hanne, min far, Lars Peter og min bedstemor, Maren Kristine, der var enke efter H.C.Hansen, skomager.
Da min bedstemor blev enke, kom min mor hjem for at hjælpe hende.

Min mor var syerske. Hver eftermiddag sad hun og syede for folk – i over 50 år syede hun: kjoler, børnetøj osv.


Om formiddagen var der det huslige arbejde; men her havde hun hjælp af bedstemor.
Min far passede det lille stykke jord, og havde også i mange år ægtur til Odense Ægforretning, altså kørte rundt og indsamlede æg hos dem, der leverede til Odense.

Dengang var æg-noteringen, altså oplysning om æg-prisen, noget betydningsfuldt. Æg-noteringen blev meddelt i radioen. Jeg husker, at jeg som barn cyklede til Vognsbjerg, for at få noteringen oplyst hos købmanden dér. Vi havde ikke selv radio.

Min far var også tillidsmand for Mejeriernes og Landbrugenes Ulykkesforsikring i Søndenbro mejerikreds.
Han krævede forsikringskontingentet op. Og kom nogen ud for en skade, blev skadesblanketten hentet hos far og afleveret til ham igen. Når den var udfyldt, skulle han sende den ind.
Jeg tænker, han tjente lidt ved det arbejde.

Fra fødslen havde jeg fået en hofteskade, så jeg kunne som barn ikke fare så meget omkring ude. Megen tid tilbragte jeg ved min mors side, når hun syede.

Derfor lærte jeg selv at sy. Jeg lærte også tallene ved at bruge målebåndet. Og af samme grund lærte jeg at læse flydende inden jeg kom i skole: der var mange timers ro til sådanne sysler, mens mor syede.

Jeg lærte at sy, men jeg lærte aldrig at klippe et mønster. Tiden blev forpasset, for da jeg kunne have lært det, kom krigen. Og da blev stof pludselig meget kostbart, da man kun kunne købe meget begrænsede mængder. Så mor turde ikke lade mig prøve at klippe stof til; det ville være forfærdeligt, hvis jeg klippede forkert.

Men mange andre ting, kunne jeg hjælpe til med. Jeg husker f.eks., at det blev moderne med perlebroderi på kjoler. Det var et arbejde, jeg hjalp med.

Jeg gik i skole i Søndenbro. Der var to klasser, og de skilte ved ti år. Vi havde lærer Kristensen, Vita Zawadas far.

Den største forandring skete, da vi, de sidste år af min skoletid, fik en ny lærer: Pludselig fik vi nye regnebøger, og for første gang skulle vi skrive stil. Det var spændende. Denne lærer kom senere til Bagenkop som andenlærer og Kaare Jensens broder overtog lærerjobbet i Søndenbro. Men andenlæreren i Bagenkop tilbød tyskundervisning for os, der var gået ud af skolen. Så jeg cyklede til Bagenkop en eftermiddag hver uge for at lære tysk.

Efter konfirmationen var jeg en vinter på Humble realskole, blot én eftermiddag om ugen. Eleverne komme mange steder fra. Jeg tog toget fra Søndenbro station. Og ellers hjalp jeg mor med at sy.

En dag manglede jeg garn til et korsstingsbroderi, jeg havde syet ud af egen fantasi.

Jeg cyklede til Bagenkop, for at købe det manglende garn hos Brücher-Henriksen, der havde sin broderivirksomhed der.
Han så mit broderi for at finde passende garn; spurgte mig så, hvem der havde lavet det. Og da jeg svarede, at det havde jeg selv, spurgte han, om jeg ikke ville lære mere – for så kunne jeg begynde at arbejde for ham fra på mandag!

De næste fire og et halvt år arbejdede jeg da som syerske for Brücher-Henriksen.

Der var fire syersker. Jeg husker Erna Gerster, Lucy Pryds, Grethe Johansen, Karen Nielsen. Ellen Elnegaard var direktrice. Så var der en pige mere; hun var i køkkenet om formiddagen, på tegnestuen om eftermiddagen.
Vi arbejde fra 8-17 hver dag, afbrudt af en times middagshvil.

Brücher-Henriksens kone var syg efter en hjerneblødning; men hun kunne bruge den ene hånd til at sy. Sytøjet blev spændt op på en ramme til hende, og så kunne hun arbejde.

Det var en stor virksomhed. I systuen hang en stor plade med alle navnene på dem, der ude omkring i landet syede for Brücher-Henriksen. Der var 150 navne!

Hver formiddag klokken 9.30 hentede vi varer på stationen: færdige arbejder fra syersker ude omkring. Og hver eftermiddag kl.13.30 gik vi på stationen med syarbejder, der skulle gøres færdige af andre syersker. På systuen begyndte vi på arbejdet, for at vise, hvordan det skulle gøres.

Visse ting kunne kun laves på systuen. Vi syede f.eks. våbenskjold i den teknik, der hedder ”petit point”, dvs. fire sting i ét almindeligt korssting.

(Karl Brücher- Henriksen levede fra 1891 til 1976. Han var udlært maler, men blev så kunstmaler. Han malede altertavlen til Bagenkop kirke i 1920, men debuterede ellers som kunstmaler i 1948. I mellemkrigsårene startede han så yderligere en broderiforretning fra sit hjem i Bagenkop. Brücher-Henriksen skabte motiverne til disse broderier, inspireret af gammel kunst, som den blandt andet kom til udtryk i gobeliner, våbenskjolde og navneklude).

I 1939 kom jeg et halvt år på Husmandsskolen i Odense. Vi var 45 elever og lærte både husholdning og havde almindelige skolefag.

I fritiden tog vi nogle lange cykelture. Vi er kun 12-13 piger tilbage fra det hold, men vi har endnu en vandrebog, så vi følger med i hinandens liv.

Jeg kom tilbage til Langeland og fik igen arbejde hos Brücher-Henriksen.
Men så ville jeg prøve noget nyt og blev pige i huset, først i en købmandsforretning i Simmerbølle, siden et halvt år i Fodslette.

Men så blev min bedstemor syg. Hun var da 85. Jeg tog da hjem, for at hjælpe min mor med husholdningen og med plejen af bedstemor. Jeg var hjemme i tre og et halvt år.

I den tid begyndte jeg at komme sammen med Helmer. Jeg havde kendt ham i flere år, for han havde arbejdet som kontrolassistent på egnen. Vi blev forlovet i 1944 og gift den 26.april 1946.

Første maj samme år overtog vi købmandsforretningen (”Kontanten”) i Nordenbro.
Vi havde købt den af Frederik Hansen, der havde ladet den bygge i 1917. Han kørte selv post, men hans kone og en ung pige passede butikken.

I 1947 døde min bedstemor, året efter døde min far. Og i 1949 flytte mor så op til os i Nordenbro.
Det blev for strengt for hende at passe stedet i Fakkemose. Der var tre køer, og hver sommer løb brønden tør, så der skulle hentes vand ved brønden på Keldsbjerg til køerne og til alt andet.

Dertil kom, at vi havde fået en dreng, Ejgil, i 1947. Mor mente, hun kunne gøre god gavn ved at blive ”pige i huset” hos mig.
Hun flyttede da op til os, og gennem årene blev det sådan, at jeg arbejdede i butikken sammen med Helmer, mens mor passede barn og husholdning.

Mor var hos os i 31 år.

Blot til sidst, vel et halvt år før hun døde i 1981, 94 år gammel, kom hun til Lindelse plejehjem. Det bestemte hun selv, da jeg havde fået ledegigt. Så skulle jeg ikke yderligere passe hende, sagde hun. Da havde Ejgil overtaget forretningen.

Valborg fortæller mig derefter lidt om den første tid i forretningen:

Meget hurtigt fik vi en ny vægt og en kaffemølle.
Kaffe kunne i flere år efter krigen kun fås på kaffemærker: 125 g kaffe på et mærke, og kaffen skulle vejes af. Den gamle vægt var med lodder. Det blev bestemt nemmere med den nye vægt.

Og kaffemøllen fik vi, fordi vi, gennem en købmand i Odense, smagte en anden og bedre kaffe, end den vi overtog på lager i store dåser. Vi fik kontakt med forhandleren, der så fremover leverede kaffen og også solgte os kaffemaskinen.

Kolonialvarer fik vi ellers fra Br.Justesen i Rudkøbing; snaps og anden spiritus fra Spritfabrikkerne, også i Rudkøbing. Øl og vand fik vi fra Tuborgdepotet i Humle og Carlsbergdepotet hos C.C.Jacobsen i Nordenbro.

Som årene gik fik vi andre varer også, lidt garnvarer; også lidt fajance. Varerne fik vi gennem omrejsende agenter, fajancen fra Hollesen i Svendborg.

De fleste, der købte dengang, havde kontrabog: alle indkøb blev skrevet i bog, og der blev så betalt f.eks. månedligt. Mange havde æg at betale købmandsregningen med, og vi solgte æggene videre til Odense Ægforretning.

Til sidst i samtalen udtrykker Valborg tristhed over, at alt det liv, der var dengang, nu er forsvundet. Og så opregner hun forretninger og håndværkerliv i Nordenbro fra tiden, hun selv kom dertil:

Ved indkørslen nordfra havde slagtemester Bølle sin forretning. Han kørte også landtur.

Nærmere byen var der snedker- og tømrerværksted, først Rasmus og Verner Knudsen (far og søn), senere brødrene Thomsen.
Ved siden af boede malermester Kaa, broder til smed Kaa.

Overfor ”Kontanten”, i retning mod Fredmose, havde Laurits Larsen
tømrerværksted.

Lige over for lå Hjemmebageriet.
Her bagte Emilie Hansen bl.a. meget efterspurgte kringler og fastelavnsboller. Men derudover havde hun almindeligt brødudsalg.

På det andet hjørne var tidligere bødkerværksted. Huset blev overtaget af Svend Åge Jørgensen, der var elektriker. Han var en af de første, der fik fjernsyn. Han opstillede det i forretningsvinduet, så alle, især børnene, kunne kigge på.

Ved siden af var der saddelmagerværksted. Dernæst fulgte Kristiane Hansens købmandsforretning. Det var hendes mand, der begyndte med Dempo-virksomheden, der ligger lige over for.

Næstefter Kristianes forretning lå endnu en købmandsforretning: C.C.Jacobsen, lige over for smed Kaa.
På vejen ud mod Heden havde Karla Thomsens mand tømrerværksted.

Længere oppe i byen lå bageriet, ejet af Elnegaard, sognerådsformanden. Han ejede også møllen bagved.
Ved siden af lå Nordenbro skole, hvor lærer Ruthner virkede.

Så kom endnu en købmandsforretning, Verner Nielsens.
Her gik vejen ind til stationen og pakhusene.

Stationen blev passet af fru Kjær, og hendes mand gik på linien, altså arbejdede på banelinien.
I pakhusene var der først og fremmest foderstoffer. Det var Kaare Jensen, der passede det.

Til sidst i Nordenbro, hvor vejen går mod Vesteregn, lå endnu en købmandsforretning, ”Agentens”. Det var Helmers fars forretning.
Agenten drev sin forretning ved at køre ud til kunderne. Hans kone passede så butikken, og Helmer måtte hjælpe til, når han kom fra sit arbejde som kontrolassistent.

En sådan måde at drive købmandsforretning på, ville Helmer ikke selv fortsætte med. Så det blev anderledes, da vi overtog ”Kontanten”.

Det er forbavsende at tænke på, at der var fem købmandsbutikker så tæt på hinanden. Men sådan var det overalt. Det var en anden tid, og fordringerne var ikke så store.


Klik her for at komme tilbage...