Klik her for at komme tilbage...

En Udvandrers Breve Hjem Til Vognsbjerg. Første Del

Christian Georg Andersen blev født på Vognsbjerg d. 29. december 1903

 

christians barndomshjem p vognsbjerg nu brndt 20120718 1887532617Christian Georg Andersen blev født på Vognsbjerg d. 29. december 1903.
Hans forældre var Ane og Frederik Andersen. De havde den ejendom, Arthur Pihl senere fik og som nu er brændt.

Om Frederik Andersen kan fortælles, at han blev født som trilling. Det var dengang så usædvanligt, at alle tre overlevede, at han fik kongen, Fr. 7. til gudfader.

 

Ane og Frederik fik mange børn: Agnes, Martha, Rasmi, Christian, Oscar, Ella, Ida og Niels.
Niels døde seksten år gammel.

Familiebilledet viser stende fra venstre Martha Ella Agnes Christian Siddende fra venstre Rasmi Ida OscarDesuden døde to børn lige efter fødslen (ikke nævnt her i rækken af børn).

Christian blev udlært smed i Humble.
I 1927 rejste han til Canada.
Omkring 200 breve sendte han hjem, dels til sin søster Agnes, dels til forældrene, enkelte til andre søskende.
Christians brordatter, Conny Andersen, har samlet brevene og læst dem højt for mig.
På grundlag af disse breve kan vi fortælle denne lille historie.


1927.

På vej til damperen i København når han lige at være to dage hjemme for at hjælpe forældrene med rensningen af roer.
Han skriver til Oscar om at komme fra Odense til Nyborg, for at de kan få sagt farvel.
Han skriver ved ankomsten til København, hvor han er sammen med en smed Boesgaard og familie til ham.
På båden til Oslo sender han lille hilsen til forældrene:

”Vi går omkring på dækket og ser på de forskellige byer inde på land”

Han skriver igen lige før, han ankommer til Halifax :

”Om eftermiddagen er der musik på dækket, der er otte mand. Vi er fem i den kahyt, hvor jeg og Boesgaard er. Der er en dansk-amerikaner, jeg ved ikke, hvor han er fra. Så er der en fra Jylland og en sønderjyde; han har læst til lærer. Her er 340 passagerer. Om aftenen spiller de nede i spisestuen.
Jeg morede mig godt i København…Vi var i Tivoli en aften…Den dag, damperen gik, var de (Boesgaards familie og venner) nede og sige farvel til os. De gav os blomster og flag med. Der var mange mennesker nede ved havnen, da damperen gik”.

Derefter tager han toget tre dage vestpå til Winnipeg.
Her er der åbenbart formidling af arbejde.
Efter en dag rejser han videre vestpå, to dage med tog, og begynder at arbejde på en farm i Central Butte.

Han bliver tre måneder på gården; arbejder for en englænder.

forrsarbejde i canada 20120718 1644111565Første brev derfra er fra 31. juli 1927. Han forklarer forældrene om forholdene og sammenligner med det kendte:

”Nu er jeg kommet i arbejde. Det er helt morsomt at prøve at arbejde herovre. Jeg er hos en englænder, der har en farm; jeg tror nok, den er større en Broegård…Det er ualmindelig flinke folk…I dag har vi fået kyllingesteg, jeg kan ikke spise nok til dem, de bliver ved med at give mig noget. Vi får ikke kaffe, men te, hver gang vi spiser…
Jeg ved ikke rigtig, hvor Boesgaard er kommen hen, men det er ikke så langt herfra. Der er to danskere, som også er kommet her til. Her er ikke så langt til stationen som derhjemme, det er en stationsby på størrelse med Bagenkop.
Jeg var sammen med to dansk-amerikanere på rejsen. De var flinke til at hjælpe mig, når jeg skulle købe noget. Den ene gav mig en dollar, fordi han fik et stykke brød hos mig. Et helt brød koster kun 15 cent….
Det er vist ikke høst før om tre uger. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget jeg skal have i løn, men det bliver nok 50-60 dollar om måneden og en dollar mere om dagen i høsten.”

I nærheden er en ung dansk landmand, ugift. Han bor ikke længere væk end ”op til Amandus”. Hans forældre har også en gård.

Brevene i de tre måneder er meget optimistiske: der er mange danskere og der er velstand: vel 100 biler, og to danskere har bil.
Maden er god og rigelig, ”25 slags dessert på 14 dage”! Alle er flinke. Danskerne mødes hver lørdag aften i byen og besøger hinanden om søndagen, hvor det er forbudt at arbejde (overtrædelse koster $50).

I august 1927 skriver han til broderen, Oscar:

”Vi lever godt. Vi får dessert, hver gang vi spiser. Lønnen er ikke så stor, som jeg havde troet. Jeg får 40 dollar om måneden, men de fleste, der ikke kan sproget, må gå for 30 dollar…
Jeg har ikke bestilt andet ned at harve, siden jeg kom. Men det er jo et let arbejde, for vi kører med: der er en stol på hver harve ligesom på en hesterive, vi har seks heste for.
Der bor mange danske her. Jeg har talt med flere af dem. Der bor en i byen her lige ved siden af. Jeg har været oppe og sko to heste for ham. Det fik jeg 2 dollar for, det er lige så meget, som jeg tjener på to dage hjemme.
Det kan godt være, jeg kan få arbejde som smed i vinter, ellers bliver jeg her på farmen…
Det var en lang og trættende rejse med toget. Jeg kørte i fem dage: tre dage til Winnipeg og to dage længere vestpå til en stat, der hedder Saskatchewan. Vi kom til Winnipeg om aftenen og rejste næste aften, så det var jo hurtigt at få arbejde. Manden her har været med i krigen i fem år.
Sig til Rasmi, han må ikke rejse herover til vinter, der er ikke noget arbejde om vinteren.”

Den 11. september 1927 skriver han til forældrene om høsten:

”Vi er lige blevet færdige med at høste; vi begyndte den 29. august og var færdige den 9. september. Vi kører ikke kornet ind, men tærsker på marken. Vi har høstet 64 td. land…Jeg var ude at tærske i går…Det er et let arbejde. Jeg kører med vogn, vi har nogle store vogne med tremmer rundt om, de ligner næsten et grisebur…
Jeg kan godt blive her i vinter og jeg kan også komme over til en dansker, der har en farm; hans forældre har også en farm et lille stykke fra hans. Han er ikke gift, er 30 år gammel. Jeg kan vist også godt komme op i byen hos en smed…
I kan jo hilse alle smedene fra mig og sige, jeg har det godt, jeg har aldrig haft så god en plads før. Manden har spurgt, om jeg vil blive der til næste sommer. Han er glad for, at jeg er smed, jeg har sat nye hjul under en vogn og lavet binderen i stand. Alle folk her omkring ved, at jeg er smed, de er også glade for det, for her er ingen smed, der kan sko heste.”

Den 2. oktober takker han for første gang for brev hjemmefra:

”…jeg havde ikke ventet at få så langt et brev fra far; men jeg er jo glad for det”

og beder forældrene sende hans knibtang til Canada:

”Jeg tror nok, jeg tager ind hos smeden i vinter og de har ikke en knibtang herovre; I kan jo pakke et par aviser uden om, som jeg kan se lidt i om aftenen”.

Samtidig dæmper han moderens bekymringer:

”Næste gang, du skriver, mor, må du fortælle mig lidt i stedet for at skælde ud; maskinerne er jo ikke så farlige og heste er jeg jo vant til at omgås”.

Til forældrene har han skrevet, at han aldrig har haft så god en plads.
Men i det første brev (den 20. november) til søsteren, Agnes, der var sygeplejerske, kan han skrive om hårdt arbejde:

”Det var flinke folk, jeg kom hos, og vi fik også god mad, men manden er lidt hidsig, det skal gå stærkt, når vi arbejder, der var heller ingen, der havde troet, at jeg blev der så længe. Nu efter jeg er rejst fik han en anden, men han blev der kun i otte dage…Jeg fik to dollars mere om dagen, mens vi høstede og tærskede, men det var også en lang dag fra fire morgen til ni aften uden andre ophold, end mens vi spiste. Vi var ti dage om at høste 64 td. land, kun to mand…
Jeg er kommet ind til byen nu hos smeden…der er ikke så meget arbejde nu, vi begynder ikke før kl.9…Jeg sover sammen med en anden dansker som arbejder hos en farmer her i byen (også en dansker), vi har et værelse hos en arbejdsmand. Det koster ikke noget, han arbejder også hos den danske farmer…
Jeg har været ude hos en dansker, der har en farm et lille stykke fra byen. Han er ene, så han ville gerne have lidt selskab. Jeg var der i ti dage. Han var ked af, at han skulle af med mig. Jeg vaskede op og fejede. Jeg skulle hilse dig fra ham og sige, at du kunne komme over hos ham og være så længe, du ville, når du bare ville lave hans mad (han er 36 år). Hans forældre har en farm lige ved siden af hans. De siger, at du skal kunne skrive engelsk for at blive sygeplejerske her.”

Det sidste brev til forældrene i 1927 er fra 27. november. Han takker for pakken med knibtangen, der kom tidsnok til, at han skulle begynde hos smeden:

”Det er en svensker, en rigtig flink mand at arbejde for…Nu forstår jeg snart det meste af, hvad folk siger til mig; det er en god plads i smedjen for at lære sproget.”

Han svarer på familienyhederne og meddeler, at han har tjent 665 kr. på tre måneder. En kone hjælper ham med at bestille tøj fra katalog. Han regner ud, at han kan få et helt sæt tøj for 14 dages arbejde, et par støvler for to dages arbejde.

Klik her for at komme tilbage...