Klik her for at komme tilbage...

En Udvandrers Breve Hjem Til Vognsbjerg. Fjerde Del.

Breve fra 1935 og fremefter

1935

Han er til juletræsfest i skolen og får igen gave af børnene, han leder gymnastik for:

”…en mand klædt ud som julenisse deler gaver og godter ud til børnene. Han råber deres navne op, og så skal de gå op til ham og få deres gave og sige tak for det. Han råbte også mit navn, så jeg måtte jo gå derop også. Da han så mig sagde han: ”Du ser noget stor ud for en skoledreng”, og alle folk grinede”, 1. januar 1935.
vandingskanalenHan bruger også lang tid på at lave og reparere en kunstig kanal af træ til at lede vandet fra bjergene ud på markerne om sommeren, fordi der er så tørt:

”…vi byggede den sidste efterår, det tog tre måneder, jeg lavede det meste; men jeg var også der hele tiden fra vi begyndte og til vi var færdige; det er et stort arbejde, den er 4600 fod lang og den kostede $6000”, 3. februar 1935

Der er flere af den slags kunstige kanaler (han bruger det engelske ord ”flume”, fordi han ikke kender et dansk ord for det) til gården, og megen tid går med at bygge på dem.

Engang skriver han hjem om nogle bøger, han har efterladt hjemme, bøger om opfindelser og opdagelser. Man får det indtryk, at han fra tidlig ungdom har interesseret sig for tekniske ting. Det kommer ham til gavn nu. Han skriver hjem, at bøgerne måske kan sælges til Jørgen Broegaard – en anden ”læser” - for 90 kroner.

Brevene handler om stort og småt. Det er jo krisetid både i Canada og Danmark, så priserne på grise omtales: I Canada sælges en gris på 170 pund for $10.
En femlingefødsel i Canada er åbenbart blevet omtalt også i danske aviser. Det skrives der om.
Moderens spørgsmål om maden besvares også:

”Vi får lidt suppe, mor, men den er aldrig så god som den, du laver”, 3. marts 1935.

Selv om det ikke er gået helt, som han havde tænkt sig, så har han ingen lyst til at forlade Canada for at komme hjem.

Man fornemmer på brevene, at især moderen beder ham komme hjem.
I et brev fra 31. marts 1935 skriver han:
”Ja, jeg havde ellers tænkt på at jeg ville komme hjem til din fødselsdag, far; men tiden går så hurtigt, og jeg har jo heller ikke så mange penge, ja, jeg har mere end nok til rejsen; men der er også en anden ting, jeg er bange for, at moder ikke vil lade mig rejse igen”.

Han kender altså til dette, at ”moders øjne dog stærkest bandt”, og han vil ikke udsætte sig for dette.

Tydeligvis er han tilfreds med at være i Canada. Han arbejder meget selvstændigt, når det ikke lige gælder høhøsten. Han bruger sine mange evner. Han har ikke store behov, men tjener mere end til dagligt forbrug. Så han kan spare penge op.

Også i denne periode går han på kursus. Og han kommer ind i en verden, hvor han ikke har noget dansk sprog hjemmefra. I brevet fra 31. marts 1931 skriver han:

”Jeg har lige været til eksamen for noget de kalder firste aid, det er en slags doctor, måske Martin kan fortælle jer, hvad det er; men meningen er, at vi har lært, hvad vi skal gøre i tilfælde af, at nogen kommer til skade eller drukner; der var fem af os her fra, der holdt ud, til vi var færdige; vi begyndte at lære for tre år siden, der var 10-12 stykker da vi begyndte; vi har været til eksamen to gange før; men denne gang var den værste; jeg var den bedste, vi får jo karakter ligesom i skolen, jeg havde 104 i det hele, den næste efter mig havde 98; men vi får alle et bevis eller attest for, at vi har lært det, og de siger, at jeg får en medalje, jeg tror nu ikke, at jeg var bedre end de andre; men måske at jeg ikke var så bange for doctoren som de andre.”

Han har ikke noget dansk ord for ”førstehjælp”.
Den eneste fritidsfornøjelse, han ellers omtaler, er dans.

Og så kan han, i september 1935, skrive, at han har købt en bil for $35, en måneds løn.
Næppe nogen i Danmark kunne det i 1935. Så man forstår godt, at han virker tilfreds.

Fra det sidste brev fra Monte Creek, 1. december 1935, citeres dette:

”Far spørger, om jeg har tænkt på at gifte mig, det har jeg ikke endnu, jeg er jo ellers gammel nok til det…Grunden til, at jeg vil prøve på at få noget andet arbejde er, at jeg ikke tjener så meget her, jeg får kun $40 om måneden, og det er jo ikke ret meget, men måske jeg ikke kan få mere andre steder, der er mange arbejdsløse her endnu”.

Efter den lange periode på landet (og det var jo ikke meningen) forsøger Christian sig nu i storbyen.

1936-37

I januar 1936 skriver han fra Vancouver.
Han rejste i sin egen bil fra Monte Creek :

”…der var en anden ung mand, der tog med mig, han havde ikke noget arbejde ...vi kørte lidt over 400 mil i 2½ dag, vi kørte op til en guldmine for at prøve på at få arbejde; men vi fik ikke noget, nærmest fordi der ikke var plads til flere mænd til at sove, der var 65 mænd…det var for resten første gang, jeg var i en mine, så jeg fortryder ikke, at vi tog derop…Jeg har fået arbejde her i byen, på et værksted, hvor de laver møbler, de kalder det en møbelfabrik, men den er ikke ret stor, der er kun fire foruden mig…Jeg får $3 om dagen, jeg betaler 59 cent for kosten og 25 cent for et værelse, så jeg har 75 cent mere om dagen, end jeg fik oppe på ranchen, og så arbejder vi kun otte timer om dagen og meget lettere arbejde…Bestyreren oppe på ranchen sagde ellers til mig, at jeg skulle komme tilbage, når jeg blev træt af at søge arbejde, han var sikker på, at jeg ikke kunne finde noget, han sagde, du kan tage et par måneder af, og kom tilbage i foråret; men du har ikke nødig at vente så længe, du er velkommen, hvad dag du kommer”, (3. januar 1936).

I februar finder han privat logi og optages i værtsfamilien som en ekstra søn.
To døtre bor endnu hjemme. Værten er sporvognskonduktør, værtinden hjemmegående husmoder; man får indtryk af, at hun nærmest forkæler Christian:

”..konen siger til mig, at hvis jeg er sulten, når jeg kommer hjem sent om aftenen, så kan jeg gå ind i spisekammeret og tage, hvad jeg kan finde; hun siger, du kan vel nok huske, hvordan du var dengang, du var en lille dreng hjemme hos mor…”, (14. februar 1936).

Og Christian nyder bylivet:

”…tiden går så hurtigt her, jeg forstår næsten ikke, at det er fem måneder siden, jeg kom herned, der er så meget at gå til: biograf og dans og meget andet..” (18. maj 1936).

Vancouver er en stor by:

”..her er så megen fest i byen i sommer, de holder 50-års jubilæum for byen, det er vist nok den by i Canada, at der har vokset op hurtigst , for 50 år siden var den ikke meget større end Bagenkop, og nu har den over 300.00 indbyggere” (17. juli 1936) .

Han har forskellige planer om arbejde: måske vil han gå i kompagniskab med nogle af folkene på værkstedet og lave eget møbelsnedkeri; men investeringen viser sig at være for stor; han tænker på minearbejde; men også på broarbejde:

” De bygger to store broer her i byen nu, jeg har tænkt på at prøve på at få arbejde på den ene, jeg kunne godt lide at se, hvordan det går til” (17. juli 1936).

Han besøger USA for første gang, kører i egen bil de 30 mil til grænsen.

Han er nysgerrig og har mod på det hele.

Så han er ikke fristet af tilbud om at vende tilbage til gården i Monte Creek:

”Jeg fik brev fra bestyreren på Monte Creek Ranch for et par dage siden, han ville gerne have mig tilbage igen, det er vist ikke nemt for ham at finde en anden mand, at der kan lave alt , hvad jeg gjorde, dengang jeg var der. Han skriver, at han vil sende mig penge til at betale for rejsen, hvis jeg vil komme. Men jeg tror ikke, at jeg vil rejse tilbage, jeg har det meget bedre her i Vancouver og det er ikke nær så hårdt arbejde” (17. juli 1936).

Men i september 1936 bliver han pludselig arbejdsløs:

”Jeg har ikke haft noget arbejde de sidste to uger, de solgte det værksted, hvor jeg arbejdede, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil gøre nu, måske vil jeg prøve på at få arbejde i en mine, jeg kunne godt lide at se, hvordan alting går i en mine” (14. september 1936).

Med sin vært plukker han brombær et par dage: 125 pund, der bruges til saft og vin. Nogle i byen lever af at plukke, mest kinesere og japaner.

Men ellers kommer nu en længere periode uden arbejde.
Der er mange arbejdsløse:

”Jeg var nede og se, om jeg kunne få arbejde på en bro, de bygger her i byen; men det tror jeg nu ikke, at jeg kan, der er så mange, der søger på det.” (14. september 1936).

Tanken om at tage tilbage til landbrugsarbejdet melder sig:

”Jeg ville have taget derud for længe siden, hvis det ikke havde været for folkene her, hvor jeg bor, de siger, at jeg skal vente lidt længere, de vil prøve på, om de kan finde noget for mig, de siger også, at jeg har ikke nødig at betale dem noget for kosten, til jeg får arbejde; men det mener jeg ikke, at jeg kan være bekendt at tage imod; jeg betaler dem $6 om ugen, det er lidt mere, end jeg kan få det for andre steder; men så er det også bedre; konen vasker og syr for mig, og hvis jeg kommer for sent hjem til måltiderne, får jeg noget alligevel, og hvis jeg er sulten, når jeg kommer hjem om natten, kan jeg gå ind i spisekammeret og tage, hvad jeg vil, så I kan jo se, at det er næsten ligesom, jeg var hjemme.” (8. december 1936).

Han fejrer jul og nytår sammen med værtsfamilien:

”..vi havde kalkunsteg, kage og lige så meget vin, vi kunne drikke, jeg fik en skjorte, to par strømper, tobak og cigaretter i julegave. Nytårsaften havde de selskab her, vi spillede kort og dansede hele natten..” (8. januar 1937).

Hver dag søger han rundt i byen efter noget at lave; det bedste tidspunkt at søge er tidligt om mandagen. Men der er i tusindvis af arbejdsløse. Det begynder at plage ham:

”..humøret er jo ikke altid så godt, når jeg kommer hjem den ene dag efter den anden og ikke kan finde noget arbejde (21. marts 1937).

På et tidspunkt begynder han at lave møbler med salg for øje. Men han opdager hurtigt, at han ikke kan tjene noget ved det.
Han skriver om mulighed for minearbejde, og det bekymrer forældrene, men han skriver tilbage, at han dér vil arbejde som smed over jorden.
Forældrenes breve lokker også med arbejde hjemme i Danmark, men han vil trods alt hellere blive i Canada.

I april 1937 får han endelig arbejde:

jernbanefolk”..det er en ny jernbane at de bygger, jeg skal lave smedearbejdet, og hvis jeg kan nå mere end det, skal jeg hjælpe de andre; det er oppe i bjergene…jeg skal rejse på onsdag morgen, rejsen varer kun 3-4 timer, det er med en damper, op langs med kysten, jeg tænker, at det er bare dobbelt så langt som til Svendborg.

Jeg var heldig at få det arbejde, der er mange tusinde mennesker her i byen, som ikke har arbejde.
Folkene her er næsten lige så glade for, at jeg har fået arbejde, som jeg er. Konen er næsten ligesom mor, hun har begyndt at huske mig på, hvad jeg skal have med derop” (19. april 1937).

16. maj 1937 skriver han:
Ved jernbanen”..jeg tror næsten, at det er det bedste arbejde, at jeg har haft, siden jeg kom her over, jeg tjener næsten tre gange så meget, som jeg fik, da jeg arbejdede på ranchen, og så er det det ikke nær så strengt”.

Og 12. juni 1937 lyder det:

”Ja, nu har jeg jo arbejdet for to måneder, og jeg har kun haft fri én søndag; men jeg tjener jo godt, når jeg arbejder; jeg arbejder 12-13 timer om dagen, undtagen lørdag og søndag; om lørdagen arbejder vi kun 10 timer og om søndagen laver vi kun det nødvendige, somme tider varer det kun et par timer…”

Han brevveksler med værtsfolkene i Vancouver, de sender også strømper som gave til ham. I løbet af sommeren besøger han dem en dag: han kan rejse gratis med toget. Alle overskydende penge sender han også til værtsfolkene der; de sætter dem så i banken for ham.

I oktober 1937 er arbejdet ved jernbanen forbi.
Han tager tilbage til Vancouver og finder arbejde i et blikkenslagerfirma, og får dér et let arbejde ved en motor:
”..jeg var også heldig at få det arbejde, der var noget i vejen med motoren sidste uge, og den mand, der passede den, kunne ikke få den til at gå, så jeg sagde til formanden, at jeg kunne lave den i stand; så han gav mig det arbejde til at passe den hele tiden.” (8. december 1937).

Klik her for at komme tilbage...