Klik her for at komme tilbage...

Ingrid Jensens erindringer fra opvæksten på Fogedgården, 2.del

Hermed bringes andet afsnit fra kapitlet om årets gang på Fogedgården

FRA ISVINTER TIL FORÅRSRENGØRING

”Når der altid var sne om vinteren, da jeg var barn,” er det nok, fordi man husker det ekstreme, og det var virkelig ekstremt, det, vi oplevede i vintrene 1940/41/42 og igen i 1947. Da var det isvinter.

Vinterveje
På en måde var det hyggeligt, når de voksne snakkede om trafikstandsninger og manglende samfærdsel. Jeg kunne jo være ligeglad. Jeg skulle jo ikke sørge for noget, bare sanse det nye og spændende og så selvfølgelig i skole, hvis det var muligt. Men det kunne også ske, det ikke var muligt, og så blev man hånet dagen efter i skolen af dem, der havde trodset vej og vejr.
Mest berørt var de, der var i byen og ikke kunne komme hjem. Ved nytårstid et af de år havde Chr. Brunn besøg af datter og svigersøn fra Avnslev, og de kunne i flere dage ikke komme hjem, så det gav besøg både hos os og vi hos dem, og det var da noget nyt. Fra en af de vintre kan jeg også huske, at man fortalte, at Anton Koch, Ruths bedstefar, var i Rudkøbing en dag, og da togdriften var standset, da han skulle hjem, gik han hjem fra Rudkøbing. Det var jeg meget imponeret over, den gamle mand, den lange vej - det vejr. Han var gået ad banelinjen. Også Far måtte vi undvære et par dage en gang, hvor han var i Svendborg til et møde, og færgen var indstillet på grund af isen, da han skulle hjem. Der gik rygter om, at nu kunne man gå over isen til de forskellige øer, og det var ikke bare rygter, men det gav anledning til megen snak og også til en lille vandrevise på melodien ”Jeg vil sjunge om en helt: ”Jeg vil sjunge om en helt/ der gik over Storebælt/ fra Korsør til Nyborg fjord/ med sin kone i en snor.” Den lo vi meget af.

Snekastning
Efter en snestorm, hvor alle biveje var lukket, også Fogedgade, skulle snefogeden om morgenen varsle de fleste bosteder i sit distrikt om at stille med én eller to mand fra hvert sted til at kaste sne. Så var det godt, der var telefoner næsten alle vegne. Jeg kan se for mig, når snekasterne var nået Fogedgade og kom gående på række med deres skovle og skar store firkanter ud af sneen og kastede dem op over det, der var grøftekant, så vejen blev en korridor med snehvide vægge. For karlene har det nok været et slid, men så kom de da sammen og har vel også haft det gemytligt af og til. Når de nåede indkørslen på Fogedgården, ja, så havde Mor kaffen parat til dem, og de kunne komme ind i køkkenet og få en smule varme og en lille pause. I lang tid kunne disse snevolde blive liggende og til sidst være en helt naturlig del af udsigten. Ja, udsigt kan man nu ikke sige, for de lukkede jo for udsigten. Værst var det, hvis det igen satte ind med snestorm, og vejene ”futtede” til igen. Så gentog den samme snekastning sig. Far havde flere vintre den tvivlsomme ære at blive udskrevet til snefoged. Han hadede det og fik i disse tider benyttet hele sit rige ordforråd i kommentarerne til vejret. Inde på gårdspladsen var der så megen sne, at det blev skovlet på en vogn og kørt ud, dels for at vi kunne færdes her, men også for at begrænse vandmængden.

Indendørs

Inde i huset var alting anderledes end normalt. Lyset var lysere, på én gang gråt og lyst og tæt, for alle vinduesruderne var dækket af isblomster, og kun i køkkenet kunne der i løbet af formiddagen blive et ovalt kighul foroven i ruden, når varmen fra komfuret begyndte at spredes. Men forneden på ruden var isen så tyk, at den sjældent smeltede helt. Dagen igennem måtte vi tørre vindueskarme for alt det vand fra den smeltede is, og somme tider lagde vi håndklæder og klude i karmene. Kom vi ind i stuerne, var der det samme grå lys, og her havde Mor taget alle blomsterne fra vinduerne og sat dem på aviser på bordene i håb om, at de overlevede. Men der var da frost inde i huset, for om morgenen var vores overdyne helt rimet til foroven af nattens ånde, og var pumpen frossen, måtte der en kedel kogende vand til. Det har nok været i disse år, vi fik snedkeren til at lave forsatsvinduer til dagligstuen. Men vi frøs da, selv om vi havde meget tøj på. Jeg husker nok, at jeg, hjemkommen fra skole, har stået ude i bryggerset og grædt, fordi jeg var så gennemkold. Men isen på mosen og dammen og sneen på vejene og på bakker som Løjsbjerg og Lindebjerg gav jo også nye legemuligheder.

Vinterarbejde på gården

Det var ikke alle vintre, der var isvintre. I 1943 har far noteret i sin dagbog den 5. februar: ”… hørt lærken og set den.” I disse milde vintre kunne far og karlene også foretage sig noget nyttigt udendørs, og med frugtplantagen var der altid noget at gøre. Mange dage i vintertiden gik med at køre gødning til frugttræerne og pløje det ned, klippe hegn og fælde, hvad der skulle fældes og bagefter samle og køre risbrændet hjem i vedkasten i en ”hov”, så der snart kunne hugges stikker. Samme år, 1943, i februar har far noteret at have plantet en række frugttræer, coxorange, på ”højden”. Men denne stille tid blev også udnyttet til at give karlene ferie på skift. Så der er jo nok mere tænkt på gårdens fordel end på karlens. Snevejrsdage kunne da også indtræffe og holde folk inden døre, og så kunne tiden benyttes til at feje spindelvæv ned i hestestald og kostald og kalke de samme steder. I vintertiden var der også tid til at tærske og rive halm. Mange gange skulle der også køres roer ind fra roekulen og køres møg ud, spredes og pløjes ned, hvis det var vejr til det. Det kunne pynte gevaldigt på udhuset, når den toppede mødding bag stalden lidt efter lidt blev fjernet. Der var en ganske særlig duft om karlene på sådanne dage, når de kom ind for at spise eller drikke eftermiddagskaffe. De kunne betragte det som lidt af en katastrofe, hvis de skulle til bal om aftenen efter sådan en dag. Hvis konen eller pigen ikke skulle aftenmalke, havde de faktisk mange ”kronede” eftermiddage i vintermånederne, for efter middagsopvasken var der ikke meget tilbage af den daglige rengøring. Det var lige at ordne komfuret, vaske gulvene og bære brændsel ind. Så kunne man sidde med sit håndarbejde og slappe lidt af. En af de ting, vi fandt på at snakke om, når vi sad hver med vore sysler, var at tælle navne. Vi skulle se, hvor mange, vi kendte, som hed Anna og så fremdeles så langt ind i alfabetet, vi gad.

I ”russet”

Selv om dagene nu blev lidt længere og lysere, begyndte det alligevel tidligt at mørkne. Denne tid på dagen, hvor det langsomt gik over til aftenmørket, havde flere navne, ”skumringen”, ”tusmørket”, men mor kaldte det altid for ”russet”, så hun må have taget dette langelandske udtryk til sig. Og her i ”russet” kom der så andre opgaver for den kvindelige del af beboerne. En af os skulle ud og lukke for hønsene, og snart måtte vi tænde lyset for at kunne gøre klar til aftensmaden. Det var en kold omgang at komme ned i spisekammeret og finde madvarerne frem, så det sørgede vi for at gøre i en fart, brød og pålæg skulle hentes frem, og sandsynligvis skulle der også varmes en pande kartofler, samt koges en kedel vand til den te, der altid afsluttede aftensmaden til et stykke franskbrød med ost.

En vigtig ting på dette tidspunkt var også at sørge for varmedunkene. Vi havde flere af slagsen, en gammel, gullig porcelænsdunk, som gik i arv til Gudrun, og to grå metal-dunke. Da jeg blev stor nok til at klare en kedel kogende vand, blev dette ofte mit job. Låget skulle skrues godt fast, men det havde et lille greb, som vi kunne bære den brændende varme dunk i og lægge den ind i midten af sengen for siden at flytte den ned i fodenden, når vi gik i seng. Men om morgenen var det en kold fornøjelse at møde dunken med tæerne.

Forårstravlhed

April var en travl måned. Alene haven gav en masse arbejde. Køkkenhaven skulle anlægges på ny, der skulle lægges kartofler og sås gulerødder og persille, og måske blev det maj, inden kulden var af jorden. Senere skulle vi plante porrer og kål, men det kunne godt vare en måneds tid endnu. Forårsrengøringen, kaldet hovedrengøring, begyndte vi med allerede sidst i april, for det tog flere uger. Men der var jo også uderummene, der skulle gøres klar til liggehønsene og de små kyllinger, som vi hentede hos Ellen Bødker i Bagenkop.

Hovedrengøring:
”-Vi havde vasket alle vinduerne.
De kunne lukkes op alle
undtagen et par stykker, der var sømmet fast.
- Vi havde kalket karlekammeret
og skiftet halmen i sengene, –
hvedehalmen var den bedste at ligge på.
-Vi havde kalket i bryggerset
og muret et par nye sten i de to gruekedler.
- Vi havde kalket spisekammeret
og lagt rent papir på hylderne
og sat nogle gamle flasker op på loftet.
- Vi havde solet dynerne
på lange stiger på frugtkasser
på gårdspladsen.
- Vi havde pudset kakkelovnene,
for nu skulle der ikke fyres i dem før jul.
- Vi havde ferniseret alle gulvene,
så nu lå der gamle aviser overalt
til at træde på.
- Vi havde hængt de lyse, lette sommergardiner op
og møjsommeligt fæstnet dem med knappenåle
på et bændel, der var sømmet fast
på bagsiden af den runde gardinstang.
- Vi havde pudset sølvtøjet
og messingstagerne
og glasset i billedrammerne.
- Vi havde fejet på loftet. –
- Og så var det,
at vi gik ud i haven
og plukkede en buket pinseliljer
og satte dem ind i stuen med grene fra
blodbøgen----Den duft glemmer jeg aldrig”.

 Klik her for at komme tilbage...