Klik her for at komme tilbage...

Grethe Raths fortælling

Grethe Rath fortæller om sin mor, Christine Rath, og vedføjer nogle træk fra sit eget liv.

christine rath 20120718 1230923759Grethe Raths fortælling

I sin tid, da jeg kom til Magleby sogn og hørte om livet der gennem tiderne, stødte jeg på fortællinger om unge enker, der klarede sig igennem alene ved at oprette en forretning. Det var jo en tid, hvor der var kun ringe eller slet ingen offentlig forsørgelse.
Jeg hørte fortællingen om Egon Pryds mor, der som ung enke fik forretning med fransk vask og strygning, om Jenny Petersen (Rath), der fik slagteriudsalg, om Kristine Rat, der fik trikotageforretning.
Jeg henvendte mig til Christine Raths datter, Grethe Rath, og spurgte, om hun ville fortælle lidt om sin mors liv.
Med tak for fortælling og gæstfrihed bringes her Grethes beretning:

MIN MOR OG HENDES SLÆGT
Min mor, Christine, blev født den 23.december 1899 og voksede op her i huset i Østergade sammen med to søstre, Olga og Anna.
Deres forældre var Carl og Johanne. Morfar Carl var fisker i Bagenkop og havde ladet huset i Østergade bygge i 1898. Morfars broder, Hans Hansen, var blandt de fire fiskere, der forulykkede ved drukning den 6.januar 1908. Ved samme lejlighed mistede Anne Marie Jørgensen sin broder, Julius Pryds og sin mand Kristian Marius Jørgensen. Den fjerde, der druknede, var Rasmus Jacobsen. (Morfar selv skulle have været med samme fiskerbåd. Men da gården lige over for brædte, skulle han stå brandvangt. Så han måtte blive hjemme). Morfar Carls far var Jørgen Hansen, der var skolelærer i Bagenkop gamle skole på Søgårdsvej.

Min mormor, Johanne, kom fra Bogetoftegården i Søndenbro, senere kaldt ”Skolegården”, hvor Inga og Christian Sæderup bor i dag. Min mor, Kristine, gik i skole i Bagenkop og tjente som pige i huset hos købmand Alfred Hansen i Bredgade efter sin konfirmation.

MIN FAR OG HANS SLÆGT
Mor blev, 21 år gammel, gift med Christian Rath. Det var i 1921. Hans far, Henrik Rath, ejede Solmose, gården lige over for Bogetoftegård i Søndenbro. Han blev tidligt enkemand, og min mor og far købte Solmose af ham. Han flyttede til Fyn. Så jeg blev født på Solmose i 1922.

TILBAGE TIL ØSTERGADE
Mor og far fik imidlertid kun kort tid sammen. Far blev syg af tuberkulose og kunne derfor ikke passe dyrene. Derfor måtte de sælge Solmose til Carl og Karen Petersen. Og derefter flyttede de ned til morfar og mormor i Østergade. Far forsøgte at arbejde videre for at kunne forsørge familien. Han købte en paketbåd. Den kom til at hedde ”Johanne”. Med den sejlede han fragt, bl.a. til København. Far havde ikke selv uddannelse i at sejle paketbåden, så han arbejdede sammen med Niels Nielsen, en nabo i Østergade. Han havde tilladelse.

MORMOR OG FAR DØR
Da vi kom til Østergade var min mormor, Johanne, syg. Hun døde i 1922, kun 43 år gammel, og mor passede hende. Jeg blev båret ind på armen for at hilse på hende, fik et stykke chokolade af hende, men fik ikke lov at spise det. Jeg tænker, mor var bange for smitte. Jeg husker det ikke selv, men har fået det fortalt. Året efter, i 1923, blev min bror, Johan, født i huset i Østergade. To år senere, i 1925, døde så min far, blot 32 år gammel.

MORS FORRETNING OG HENDES HJÆLPSOMHED
Min mor stod så alene med to små børn. Og da var det, hun, for at have noget at leve af, oprettede sin trikotageforretning i huset i Østergade. Hun havde forretningen indtil 1967, hvor hun kunne få folkepension. Hun solgte metervarer, undertøj, strømper, sygarn, uldgarn osv. Repræsentanter kom og viste hende varer, og hun bestilte varer, der så kom frem med posten.

Samtidig med at hun passede forretningen og sine to egne børn, passede hun også andre i familien. Hun boede jo sammen med sin far, Carl Hansen. Ham passede hun til han døde i 1929. Da var jeg syv år. Jeg var med til begravelsen, og det gjorde et meget voldsomt indtryk på mig. Jeg holdt meget af min morfar. Selv om han var syg, kunne han være glad og i drillehumør. Når nabokonen, Karoline kom for at snakke og stod der med sit strikketøj i gang – hun strikkede altid – kunne morfar se sit snit til at trække en af pindene fra hende. Også morfar døde af tuberkulose, og jeg husker mors ængstelse for, at vi børn skulle blive smittet.
Morfar havde en søster, Anne, kaldt ”tante Ane”. Hun var gift med Christian, kaldt ”onkel Christian”. De boede på Kirkevej. Tante Ane døde i 1938. Og da onkel Christian derefter blev syg, flyttede han ned til mor og blev passet af hende til han døde i 1940. Mor kunne ikke så godt forlade sin forretning for at passe onkel Christian på Kirkevej. Også deres søn, Jørgen Peter Jensen, der var ugift og fisker i Bagenkop, flyttede ned til mor, da han blev syg, og hun passede ham til han døde i 1952.

Endelig passede mor sin moster, Marentine, og hendes søn, Otto. Marentine var søster til min mormor, Johanne. Vi holdt alle meget af Marentine, og jeg kom der ofte. Hun gik meget dårligt på grund af en klumpfod og fik invalidepension. Hun boede alene i et lille hus, et aftægtshus, ved Bogetoftegård, den gård, hun kom fra. Huset er nu revet ned. Hun havde født en evnesvag søn, Otto. Han var i en årrække på Skrøbelev plejehjem eller fattiggård og var glad der. Men der kom andre tider, og han blev ked af at være der. På Marentines vegne ansøgte jeg derfor om, at han kunne komme hjem til sin mor mod at Marentine fik det beløb, det kostede at have ham i Skrøbelev. Det lykkedes, så Otto boede derefter hos sin mor og arbejdede på forskellige gårde, f.eks. på Fogedgården hos Otto Marcussen. Han var som et barn, men kunne sagtes hjælpe til. Marentine blev imidlertid syg og flyttede så, med Otto, ned til mor, der passede hende til hun døde i 1958. Og Otto blev så hos mor. Han havde stor respekt for mor, så det gik fint i de otte år, han boede der, indtil han døde i 1966.

Mors hjælpsomhed rakte ud over sin egen familie. Altid var hun parat til at låne ud til dem, der bad derom. Jeg husker, jeg engang skulle stryge noget tøj for hende. Strygejernet var ikke til at finde, og mor sagde, at nogen nok havde lånt det. Da det bestemt ikke var første gang, sådan noget skete, sagde jeg til mor, at hun da skulle sørge for at få det udlånte tilbage. Hun svarede mig blot: ”Vær du glad for, at du ikke behøver at bede andre om at låne.”

MINE MOSTRE I KØBENHAVN
Min mors søstre, moster Anna og moster Olga, kom begge til København, hvor de i den første tid arbejdede i huset forskellige steder. Moster Anna var først en tid husjomfru hos en overretssagfører i Bredgade. Senere kom hun til en jødisk enke, var hos hende i syv år. Hun var ortodoks jøde, overholdt altså alle de jødiske spiseregler. Og moster Anna rettede sig meget samvittighedsfuldt efter dem. Disse regler betød bl.a. at noget porcelæn var reserveret til én slags mad, andet til anden slags. Engang lavede moster Anna en fejl. Kun hun vidste af det, men hun kunne ikke andet end at sige det. Og den jødiske enke sagde da: ”Smid smørret ud, og tallerkenen også!” Hun have sommerhus i Tårbæk. Det blev ødelagt, da hun måtte flygte til Sverige under krigen. Jeg tog med moster Anna derud, en dreng gik med en fin krystalkaraffel fra huset. Moster Anna spurgte ham, om hun kunne købe den. Det kunne hun godt. Og efter krigen, da den jødiske enke vendte tilbage, tog hun ud til hende og afleverede vasen. Da var denne ældre jødiske enke helt nedbrudt af alt det forfærdelige, der var sket i krigsårene.

I 1935 fik mine to mostre forretning i Kronprinsessegade og flyttede dertil i en lejlighed, der hørte til forretningen. Det var en forretning med tobak, blade, øl og sodavand, vin osv.

JEG KOMMER TIL KØBENHAVN. KRIGENS ÅR
Dertil kom jeg selv i 1939. Jeg havde fået læreplads ved politiet og kom til at arbejde i kriminalteknisk afdeling på politigården i mere end 40 år. De første år i København var jo krigsår. Jeg husker tydeligt den 9.april 1940. Da var jeg lige begyndt min læretid.
En anden dato, den 19.september 1944, husker jeg særlig godt. Det var den dag, tyskerne tog politiet. De trængte ind på Politigården, og alle blev vi jaget ned i den runde gård. Her måtte vi vente mange timer, stod der uden overtøj. Endelig fik jeg lov at gå derfra. Jeg gik straks til min læge for at få en sygemelding, så jeg kunne blive væk fra arbejdet. Jeg ville under ingen omstændigheder risikere at skulle afgive loyalitetserklæring til tyskerne. Jeg bankede på hos lægen, pigen kom ud og sagde, at han ikke var hjemme. Det blev jeg ked af og forklarede hende, hvad der var sket og hvad jeg ville. Så kom lægen frem, og jeg fik min sygemelding. Først dagen efter fik jeg at vide, at politifolkene var ført ned til havnen for at blive sejlet til Tyskland. Jeg tog nu hjem til Bagenkop og boede hos mor. Her oplevede jeg de mange overflyvninger, lysbomberne, luftbombardementet af Kiel.

Jeg kunne være sygemeldt i tre måneder. Derefter trådte jeg uden for nummer. Efter krigen fik jeg forespørgsel om, hvorvidt jeg var interesseret i at komme tilbage til politiet. Det var jeg jo, og tog så igen til København for at arbejde i min gamle afdeling. Nogle politifolk kom aldrig tilbage fra Tyskland, nogle var nervesvækkede, svækkede af malaria og andre sygdomme.

TILBAGE TIL BAGENKOP
I 1966 ophørte mine mostre med deres forretning, og vi flyttede alle tre til en lejlighed i Hvidovre. I 1978 døde mor i Bagenkop. Men inden da havde vi haft nogle dejlige ture sammen til Italien. Mor var meget begejstret for besøget i Rom, hvor hun så Peterskirken. Vi var også sammen i Norge. Og så længe, jeg arbejdede kunne jeg tilrettelægge det sådan, at jeg ret ofte kunne tage en lørdag-søndag til Bagenkop for at besøge hende. Jeg rejste også med mine mostre, en ad gangen, for forretningen skulle jo passes.

I 1982 gik jeg på pension. Fire år senere, i 1986, døde moster Anna. Nogen tid derefter spurgte moster Olga mig, om jeg ville flytte med hende til Bagenkop og bo i barndomshjemmet i Østergade. Vi havde haft en stor omgangskreds i København, men med årene var den svundet ind. Så der var ikke så meget at blive efter. Så sådan blev det: Vi flyttede tilbage til Østergade i Bagenkop. Her døde moster Olga i 1994, 91 år gammel. Og i dag er jeg glad for, at jeg tog med hende tilbage til Bagenkop. Det havde været svært for mig, at klare mig alene i Købehavn nu.

Klik her for at komme tilbage...