Klik her for at komme tilbage...

Henry Hansen, Magleby, fortæller

Henry Hansen (Mads) bor i Magleby

Gennem mange eftermiddage fortalte Henry mig denne historie. Den bringes her med tak for lærerige timer.

Forældre

Min mor kom fra Fodslette. Hun døde, da jeg var ni år gammel. Jeg husker hende ikke rigtig.
Min far kom fra Røjle.
De boede i det hus, jeg nu bor i.
Tidligere boede to familier her.

Min mor fødte 16 børn. De tre af dem døde tidligt.

Der hører ingen landbrugsjord til stedet.
Min far arbejde som murerarbejdsmand hos Verner Jacobsen (Arne murers far).

Men han lejede af grevskabet et stykke jord i Noret. Det dyrkede han i sin fritid, og vi børn lærte tidligt at hjælpe til.

Vi havde en hest og to køer. Min bror og jeg drev køerne ud i Noret, inden vi skulle i skole.

Min far høstede sit korn med le, så jeg lærte tidligt at bruge le. Selvbinder havde vi ikke, og der skulle også mere en én hest til at trække sådan en.

Vi havde selv et lille værk til at tærske kornet. Det blev drevet ved hjælp af en hesteomgang: hesten gik rundt og rundt og det var os børn, der skulle sørge for, at den ikke stod stille, så værket gik i stå.
Kærnerne faldt på jorden.

De skulle nu renses. Dertil brugte vi en kastemaskine: kornet blev rystet ned og samtidig drejede vi børn på et håndtag, så avnerne blev blæst væk.

Ude blandt fremmede

Jeg kom ud at arbejde for fremmede endnu mens jeg gik i skole.

En vinter hjalp jeg til ved tærskningen på en gård i nærheden. Dengang blev negene sat i lade efter høst. Tærskningen foregik i løbet af vinteren. Så var der arbejde til karlene også i denne tid.

På gården havde de tærskeværk med el-motor (et 17-tommers værk) og presser. Jeg satte halm en hel dag og fik en tiøre for det, endda pakket ind nærmest i en hel avis.

Præstegården

Som 12-årig tjente jeg i præstegården hver anden dag. Vi gik jo kun i skole hver anden dag.
Jeg hakkede roer og hjalp til ved høsten.

Da jeg af min far havde lært at bruge en mejered, kunne jeg hjælpe til med at slå rundt om kornmarken med mejered. Så skulle kornet bindes i neg. Og først derefter kørte man selvbinderen ind, trukket af tre heste. Der blev slået med le først, for man kørte ikke ind i kornet med selvbinderen.

Jeg husker, at der var mange tidsler i kornet, så vi stak os, når vi skulle binde neg. Jeg har også været med til at klippe tidseltoppe med en almindelig tøjsaks.

I præstegården fik jeg én krone om dagen. Det var en fin betaling, lige så meget som da jeg kom ud at tjene første gang efter konfirmationen. Og så fik jeg maden. Det var sikkert vigtigt for min far. Der var jo mange børn at mætte.

Flintegård

I et par uger, hvor jeg egentlig skulle have arbejdet i præstegården, var jeg cyklet ud for at hjælpe på Flintegård. Det var i høsten. Jeg mødte klokken seks om morgenen og fik morgenmad. Arbejdsdagen gik til seks aften. Og da Jens Henriksen syntes, jeg havde arbejdet lige så vel som en af daglejerne, fik jeg samme løn som dem: fem kroner om dagen. Da var jeg stolt som en pave.

Leg om vinteren

Om sommeren var der altid meget arbejde, også til os børn. Men om vinteren var der tid til at lege. Dengang var Noret ikke drænet som i dag. Hele vinteren stod der vand, og når det frøs, blev det en stor skøjtebane.

Her samledes mange børn. Et år kunne vi begynde at skøjte allerede den 23.november, min ene brors fødselsdag.
Vi løb på ”hælbrækkere”. Det var skøjter, der kun var spændt på hælen. Vi kunne så binde foran med snor. Jeg husker, at en af de piger, der tjente i præstegården, var meget dygtig til at skøjte.

Hverdagene var det os børn, der skøjtede. Men om søndagen kom mange voksne også.

Vi kælkede også. Kælkene lavede vi selv, jeg husker kun en enkelt, der havde en købt slæde. Det skete også, at vi fik fat i en stenslæde (slæde bønderne brugte til at transportere sten fra marken). Så mange som muligt hoppede op og så susede vi ned. Var vi heldige kom vi gennem ledhullet og ud på vejen. Der var en række ledhuller i gærderne, så folk kunne komme frem. De vigtige var markeret med en stang, hvori der var bundet en halmvisk.

Dengang var der købmandsbutik, der hvor fru Fussing boede. Sønnerne derfra havde en isbåd: en stor kælk med tre meder og et stort sejl. De gled hen over isen med meget stor fart. Og isbåden var ikke til at styre, så engang blev de kastet af i noget vand. Det lykkedes dem aldrig at krydse tilbage mod vinden, så de måtte trække.

At slå sten om vinteren

Som sagt arbejdede min far som murerarbejdsmand. Og da man dengang ikke kunne mure om vinteren, kunne det ske, at min far blev arbejdsløs.

Om vinteren blev der imidlertid slået sten. Det kom min far også til, og vi drenge lærte af ham, hvordan det skulle gøres.

Der var hele tiden brug for sten, bl.a. til vejbelægning. Hvert medlem af sognerådet havde en vejstrækning at være ansvarlig for.
Sognerådet købte sten til vejene. Bønderne leverede stenen i bunker på to, fem eller ti meter.

Bønderne havde stenene fra stengærderne. I min tid er der forsvundet mange gærder, bl.a. fordi der skulle være plads til selvbinderen osv. Eller de fik stenene fra markerne.

Disse store sten blev slået med en stenhammer og sat op i bunker af bønderne og solgt til sognerådet.
Sognerådet bestemte så, at de arbejdsløse, der havde krydset længst, skulle slå sten. Men det var ikke altid dem, der havde gået længst ledige, der blev sat til det.

Først blev stenen slået til ’skoller’ med en ’skolhammer’. Det var fars arbejde. Vi kunne hjælpe ham med det næste: at knuse ’skollerne’ med en ’knushammer’. Vi brugte en jernring med et håndtag for at holde ’skollen’ på plads og knuste den så ved at slå med hammeren og bruge en flad sten som underlag.

De knuste sten blev lagt som vejbelægning. For at gøre overfladen jævn blev der kastet grus ud og skyllet med vand. Til sidst kørte man over belægningen med den store stentromle, trukket af tre heste. Først trak hestene i den ene retning. Så blev de spændt om og trak i den modsatte retning.

Jeg husker, fra den tid, hvor man begyndte at bygge Fortet, at vejmanden engang opdagede, at der var blevet snydt med en stenbunke: der var lufthuller i den, altså ikke så mange sten. Så gik man over til at betale efter at have målt de færdigslåede sten op. Senere satte kommunen selv bunkerne op.

Min far var engang ude for en anden form for snyd. Han skulle slå en bunke, men opdagede, at den indeholdt en masse små sten, altså ikke sten slået af store sten med stenhammeren.

Når man slog sten, skulle man se opmærksomt på stenen for at slå det rigtige sted. Ikke alle slag kan få den til at flække.

Ud at tjene efter konfirmationen

Efter konfirmationen kom jeg rigtig ud at tjene, dvs. jeg flyttede hjemmefra.

Min første plads var på Solmosegård i Søndenbro.
Jeg var der i halvandet år. Der var to karle og en tjenestepige.

De havde 12-14 malkekøer og jeg malkede om morgenen før morgenmaden, der bestod af stegeflæsk eller øllebrød.
Jeg var også med til at bygge det nye stuehus. Vi hentede grus fra Ågabet. Og grus og cement blev blandet med håndkraft.

Derefter kom jeg til Flintegård. Mit skab blev flyttet derud på hestevogn.

Vi var to karle, den ene var Jens Henriksens søn, Gotfred, der senere byggede ”Mølhøjgård”.
Der var også en tjenestepige.

En arbejdsdag

Godt fem morgen skulle vi op. Hestene skulle strigles og have vand, før vi spiste morgenmad: øllebrød og stegeflæsk. Klokken seks kørte vi i marken. Vi havde madpakke og saftevand med og bedepose med hakkelse og korn til hestene. Vi havde frokostpause en halv time fra kl. ni og arbejdede så til middag, hvor vi fik varm mad klokken halv et. Fra 14 til 18 arbejdede vi igen i marken, uden pause. Men når vi kørte to spand og mødtes, kunne vi slå en lille snak af.

Jens Henriksen selv passede køerne undtagen søn-og helligdage. Hver anden søn-og helligdag var det karlenes arbejde.

Fra forår til vinter

Når frosten var af jorden skulle vi så kunstgødning. Jeg har ”sået fra hånd”: med sækken med kunstgødning på nakken og så med hånd kaste kunstgødningen samtidig med, at venstre fod gik frem. Der skulle være nok i sækken til en omgang. Det kunne være strengt, når jorden var fugtig

Men vi såede også fra vogn: en kastede med skovl kunstgødningen fra vognen, mens den anden kørte hestene.

Når jorden var tør nok, skulle der slæbes med slæbebræt for at jævne jorden og derefter harves.

I løbet af april kunne kornes såes, med såmaskine, hvorefter der blev tromlet.
Derefter skulle roerne såes, og maskinen blev stille om til fire rækker ad gangen.

Om foråret skulle der også kalkes: både gård og stald skulle kalkes inden pinse.

Der blev ikke sprøjtet mod ukrudt, undertiden måtte vi stikke tidsler med tidseljern. Flyvehavre var der ikke meget af, men det kom hertil, måske med noget urent såkorn og var kun her; fynboerne kendte ikke til det.

I august begyndte kornhøsten. Først skulle der hugges vej med le, og så, når duggen var væk, kørte selvbinderen med tre heste for.
Negene blev sat i ”kram” (ti neg) og ”onnen” (række af kram), senere læsset på vogn og kørt hjem. Noget tærskede vi straks, det meste blev tærsket i løbet af vinteren.

Hvis det regnede meget efter høst, så negene blev nødt til at stå længe på marken, måtte vi flytte negene. Det var især af hensyn til det udlagte græs, der blev ødelagt, hvis negene stod for længe på ét sted. Vi var to om at flytte en hel kram (ti neg). Vi brugte to brædder med lange søm, pressede brædderne sammen om kramen og løftede den.

Når høsten var færdig skulle der skraldpløjes (ikke så dyb pløjning) og harves.

Og 1.oktober var vi så klar til at køre møg ud: fra møddingen læssede vi på vogn, kørte det ud og hakkede det af på marken. Derefter skulle det spredes med greb.

Midt i oktober trak vi roer op og gjorde det færdig inden november.
Så kunne vi pløje og skulle være færdige inden jul.

De forskellige arbejder i marken blev ikke blandet. Vi gjorde altid én ting færdig ad gangen.

Om vinteren var der forskellige arbejder. Der blev tærsket, gravet sten op, ordnet hegn, hentet risbrænde og kløvebrænde i skoven købt på skovauktion. Og så skulle roerne hentes fra roekulen. Det kunne ofte være strengt arbejde. Kulen var dækket af halm og jord, dog øverst oppe tang, så kulen kunne ånde. Når det var frost skulle roerne hakkes ud af den frosne jord. Nogle fandt på at dække kun med tang, andre brugte halm og papirsposer. Det var lettere og virkede.

Var der dage, vi ikke kunne arbejde ude, sad vi og bandt båndene, fra de opskårne halmknipper sammen til ruller for senere at flette dem til reb, bl.a. til hammelsreb og grimer.

Fritid

Ferie var der ikke noget af, men vi kunne få en ”nødedag” ( en hel eller halv dag fri). Et par aftener om ugen spillede jeg fodbold; men ellers kunne vi få en aften til at gå med at snakke med andre. Af og til var der bal i forsamlingshuset.

Der var gymnastikbal og boldklubbal. Gymnastikballet var lidt ”finere”. Der måtte ikke serveres øl. Gårdmandsdøtrene stod i den ene ende, fattigmandsbørnene i den anden. Egon Henriksen, Gotfreds bror fra Flintegård, stod nu altid mellem os fattigfolk.
Om vinteren var der ikke meget ved at være på værelset, for der var ingen varme.

Min løn var 500 kr. for et år, og jeg var på Flintegård halvandet år.

På ”Møllehøjgård”: besættelsen

Jeg kom til Fyn og tjente et år, men kom så tilbage til Flintegård og fulgte så med Gotfred Henriksen, da han byggede Møllehøjgård.
Der var jeg indtil maj 1940, så der oplevede jeg den tyske besættelse den 9.april.

Det var det flotteste vejr. Jeg var kørt til Nordenbro station med grise. De store flyvemaskiner kom flyvende; de fløj meget lavt. Vi spekulerede på, hvad det skulle betyde, men fik så at vide, at det var tyske maskiner.

Senere kom tyskerne til Fyrbanken og slog sig ned hos Laus Mikkelsen, hvor de spiste.

På ”Myrebjerg”

Til majdag 1940 havde jeg søgt plads på Holmegård, men var der kun 4 dage. Vi fik jo nu rationeringsmærker, og konen dér ville ikke lade os beholde dem. Hun havde vel brug for dem til at holde fine selskaber.

Vi var tre karle, der forlod Holmegård derfor.

Straks derefter kom Jens Myrebjerg cyklende og spurgte, om jeg ville tjene på Myrebjerg, så de næste to år var jeg dér sammen med to andre karle, en fodermester og to tjenestepiger.

Den første sommer blev stuehuset næsten helt bygget om.

Jens var sønnen på gården. Hans far, Peter, var invalid. Hans mor, Dine, stod for husholdningen.

Dine var slagfærdig og var altid parat til at lave løjer. Og hendes mand morede sig, når han fik det fortalt.
Dine fortalte mig historien om, hvorfor fodermesteren, Karl Larsen, engang ikke kunne få køerne ind i stalden. Dine havde fået Alfred Nic til at lave en mand af strå, og den var hængt op lige indenfor stalddøren. Så når køerne kiggede ind, blev de bange og løb væk. Så lige meget hvordan Karl Larsen drev på dem, så kom de ikke ind.

Sådanne historier kunne Dine fortælle mens vi spiste. Borgerstuen til karlene lå med dør ud til køkkenet, hvor Dine spiste. Så vi kunne altid snakke med hende.

Mens jeg var der, blev der lagt elektrisk lys ind. Ellers var der jo overalt kun petroleumslamper. Men Jens Myrebjerg havde dog en vindmølle til at producere lys.

Dengang boede Jens søster, Sofie, på Søgård, men kom ofte hjem, kørende i en jumbe.

På ”Lundegård

I 1942 kom jeg til Ove Rosholt på Lundegård. Der tjente min svoger som fodermester.
Også her var vi tre karle og to piger.

De havde tre spand heste. Ove Rosholt var meget interesseret i heste, havde raceheste og bragte dem til dyrskue.
Jeg husker, at der en søndag nødlandede en tysk jagermaskine i nærheden af, hvor der i dag er fuglereservat.
Om mandagen kom en bil med 10-12 tyske soldater for at tage sig af flyet. De ville bo og spise hos Rosholts, men Johanne Rosholt ville ikke have det. De måtte dog bøje sig. Tyskerne boede i hestestalden. Én af dem turde dog ikke. Han sov i bilen, for han havde set en rotte på staldtaget, og han var bange for rotter.

Tyskerne var der vel i 14 dage. De var ualmindelig flinke. Vi fik cigaretter af dem, og efter, at de var rejst, sendte de cigaretter. De var på en slags rekreation, midlertidig hjemsendte fra fronten. Men de talte aldrig om krigen. Om aftenen stod fire fem af dem, uden at sige noget, og så mod Kiel. Der faldt bomberne over byen, og de havde deres familier der.

Et par stykker hjalp med høhøsten, og jeg måtte med hest og vogn hjælpe med at trække flyet op til gården.
Det blev delvis skilt ad og transporteret til en banevogn i Nordenbro.
Da det var gjort, rejste de igen.
Jeg var hos Rosholt i to år.

Til maj 1945 fik jeg arbejde hos Frederik og Laura Rasmussen på Stenbækgården. Her oplevede jeg befrielsen. Jeg fejrede det med min svoger, fodermesteren hos Rosholt, med stegeflæsk og en snaps. Der var mange tyske både i havnen i Bagenkop, og vi fandt hurtigt ud af, at vi der kunne købe cigaretter. Jeg husker, at Henry Markus Hansen var en af dem, der gik om bord, mens vagterne var et andet sted, og fik købt cigaretter.

Pedel på landbrugsskolen i Rudkøbing
Jeg var kun et halvt år på Stenbækgården.
I efteråret 1945 fik jeg plads som pedel på den nystartede landbrugsskole i Rudkøbing.
Det var strengt arbejde, især med at fyre op. Der var ingenting at fyre med andet end våde tørv. Jeg savede gamle brædder og andet skidt og møg for at få varme.

Skolen var fyldt fra starten. Der var vinterskole for karlene og husholdningsskole for piger i sommerhalvåret.
Jeg havde et værelse på elevfløjen og kunne af og til om aftenen deltage i forstanderens foredrag.

Fodermester på Nørrebro

Men det var ikke rigtig noget for mig, så jeg fik plads som fodermester hos avlsbruger Jørgensen på Nørrebro i Rudkøbing i maj 1946. Da boede jeg hos min søster.

Avlsbruger Jørgensen leverede mælk til hele Rudkøbing.
Efter at mælken var malket, blev den siet og fyldt på store spande, der stod i isvand. Fløden blev skummet fra og ommorgenen kom folk og købte mælk i spande og kander, og en karl kørte ud og solgte mælk i hele byen.
Jørgensen lavede også selv smør og solgte.

Is

Afkøling foregik dengang ved hjælp af is hentet fra moserne om vinteren. Isen blev lagt i ishus, der var isoleret med avner; isen kunne så holde sig.

Som dreng var jeg med til at sejle isflager ind til bredden, når der blev hugget is i noret til Nordenbro mejeri. Isen blev hugget med økse og det morede os drenge at sejle dem ind, hvor de så blev lagt på vogn og kørt til ishuset

Tilbage til Magleby

Om efteråret vendte jeg tilbage til Magleby.
Jeg arbejdede i præstegården efter at forpagteren, Peter Larsen, var død. Egon Henriksen havde overtaget Flintegård; ham hjalp jeg med efterårspløjningen; i den tidlige vinter lagde jeg dræningsrør på Heden.

Men så kom isvinteren, og alt arbejde gik i stå. Jeg måtte ”krydse” som arbejdsløs, hver dag, hos Johannes Hansens kone på Vesteregn. Da boede jeg hos min søster og svoger, fodermesterpar på Lundegård.

Da det blev tøvejr kunne pløjningen begynde. Jeg pløjede på Klintegården, men blev så karl hos Egon Henriksen med en ugeløn på 90 kroner.

Min far døde ved juletid 1949, hvorefter min bror overtog barndomshjemmet og købte 8tdl. jord i Noret af Kresten Jacobsen.

Giftermål. Egen jord

I foråret 1950 blev jeg gift med Minna Emilie Hansen og vi flyttede ind hos min bror.
Min bror rejste senere til Fyn, så min kone og jeg overtog stedet, og her voksede vore to piger op.

Jeg fortsatte nogen tid som karl på Flintegård, men fik så løsarbejde, bl.a. for at få søndag fri. Jeg skulle jo også passe mit eget. Der var arbejde hele tiden.

Mit eget var de 8 tdl. Nor. Jeg havde en hest til hjælp og dyrkede korn, roer og kartofler til salg. Vi havde to køer, så en del lå som græs. Vi havde også grise, høns, gæs.

Asparges

Vi besluttede at plante asparges i en del af den sandede jord.

Jeg købte en aspargesplov på Saxbjerggård. Den har to ruller (ligesom to store grydelåg). Når man trækker den gennem sandet, skubber den volde op om aspargesen.

Asparges skal helst stikkes meget tidligt om morgenen for ikke at blive misfarvet i toppen

Det var meningen, at min kone skulle passe dem. Men da vi kunne begynde at høste, i 1964, blev min kone syg af leddegigt, og fik svært ved at stikke aspargesen. Så jeg stak dem om morgenen inden jeg tog på arbejde. Da var jeg begyndt at arbejde på mejeriet og skulle møde klokken seks morgen. Så det passede med, at jeg fik stukket asparges i de tidlige morgentimer.

Vi kunne i begyndelsen sælge dem til frugtindustrien i Rudkøbing. Det stoppede dog, da de kunne få billigere asparges fra Holland. Så solgte vi privat, og kunne sælge alt, hvad vi havde.

Samtidig havde jeg løsarbejde: var murerarbejdsmand, var med til at afvande Søgårds mose, var hos Iskov, da han begyndte med landbrug.

Men efter at have afløst en sommer på Søndenbro mejeri kom mejeribestyrer Nielsen og spurgte, om jeg ikke ville have fast arbejde. Så fra 1960 til 1979 (da mejeriet blev nedlagt) arbejdede jeg på mejeriet med at sætte oste i pres i kopper, vaske ost, dyppe ost i parafin, veje og pakke ost osv.

Jeg var glad for arbejdet; lønnen var god, og Nielsen var flink. Jeg husker, vi et par dage i isvinteren 1978/79 var alene på mejeriet. Der skulle jo laves smør. Ingen andre kunne komme frem.

Jeg spørger nu Henry om huse og mennesker i Magleby i gamle dage, og vi ser først over vejen til huset lige overfor:

Langposti

Det blev bygget af ”Langposti”, der var murermester (murer Elnegaards farfar).
Langpost havde arbejdet på alle grevegårdene og var en dygtig mester.

Hans kone var meget flik mos os børn, hvad vi mærkede, da min mor var død. Vi skulle tit over til hende og ”have noget”.
Hun havde, sammen med datteren, slikbutik og cafeteria, hvor karlene fra Broløkke og andre karle kunne købe kaffe.

Der går mange historier om Langpostis drillerier. Vi drenge oplevede det selv. Han forærede os en lille, sort due. Han vidste selvfølgelig, at den ville flyve over til ham igen. Tredje gang, han kom tilbage med den, sagde han, at nu ville han ikke hente den tilbage mere, vi måtte sørge for, den blev. Vi tog den om bagved, hev hovedet af den og kom tilbage til ham og sagde, at nu havde vi sørget for, at den blev hos os.

I begyndelsen af 30’erne gik Langposti fallit og huset blev solgt på tvangsauktion. Kommunen købte det og oprettede et Alderdomshjem.

Kirstine (fra Odense) blev første forstanderinde og af og til fik hun hjælp af Frandse-pigen (Viggo Frandsens søster).

Nogle beboere husker jeg:

Der var ”Lange” (amerikaneren) og ”Botti” fra Heden.

Der var også Johannes Skipper, tidligere fiskehandler.

Fra min barndom husker jeg, han kom med hest og vogn for at sælge fisk. Engang blev hesten forskrækket, rev et hjørne af huset og endte ovre i vor have. Sildene lå spredt over alt, og jeg husker hans udbrud: ”nej, nej, mine gode sild!”.
Vi fik samlet fiskene op og skyllet dem. Han lånte en vogn af min far og kørte videre.

Jeg husker også ”de gamle ræve” (ægtepar fra Heden);
Antonia fra Vognsbjerg; hun havde været hjemme hos broderen hele tiden efter, at forældrene var døde;
også den gamle Fakkemohs, Bernhards far, var der;
og Laurits Post fra Bagenkop, tidligere tømrer og snedker.

Karl Per Nielsen kom også til sidst på alderdomshjemmet. Han var en særling.
Han boede til leje i Munkegårde hos Peter Munkegård i et hus, der nu er revet ned ( i svinget, hvor man kører op til Jørgen Pranger). Han havde sejlet; han malede billeder og havde altid meget at fortælle.

Han byggede senere et træhus i mosen ved mejeriet, men ragede uklar med dem, der havde jorden og flyttede så træhuset ud i skoven ved Vesteregn. Der snakkede jeg af til med ham, da jeg var på Lundegård.

Han havde så mange rotter og mus. Engang gravede han en rende rundt om huset, fordi han mente, at så kom de ikke. Det hjalp jo ikke stort. Hans brød hang ned i en snor fra loftet, så han kunne have det for rotter og mus. Når han gik omkring trak han altid sin cykel med, og altid havde han noget på den. Men cykle gjorde han aldrig.

Et par af beboerne hjalp lidt til i grøntsagshaven, men ellers lavede de ikke noget.

Efter Kirstine kom der én fra Lindelse som forstanderinde, så fru Jensen og til sidst Lydia.
Alderdomshjemmet blev nedlagt engang sidst i 60’erne.

Hvidbjerggård

Gården, hvor nu Sigrid Eskebæk bor i et nyt stuehus, blev i min barndom drevet af Jørgen Rath og hans kone, Karoline.
De havde en søn, Oskar, der var invalid, måske var det børnelammelse. Og de fik senere en plejedatter.
Oskar kørte til skole med hest og vogn, og kammeraterne hjalp med at spænde fra. Hesten stod på skolen , indtil han kørte hjem igen.

Han kunne ikke arbejde så meget, men han kunne sidde på selvbinderen og køre hestene i høst.
Senere var han en af de første, der fik bil.

Som dreng hjalp jeg til dernede.

De havde en gavl dækket helt af en vinplante, den voksede helt op til og over taget. Der var mange druer, og jeg hjalp med at plukke. Oskar blev sat til at vogte os, for der måtte ingen druer spises. Han kunne dog ikke holde øje hele tiden.
Også karlene blev han sat til at vogte over; det var ikke så rart.

Jeg hjalp også med at sanke kartofler. Lønnen var kartoflerne i tjenerækken, hver niende række. De kom med kaffe om eftermiddagen; og om aftenen spiste vi kartoffelgrød eller kartoffelmos. Maden kom i et stort fad med fedt og flæsketerninger, og vi spiste alle af samme fad. Men det smagte dejligt.

Jørgen Rath og Oskar spiste altid med de samme træskeer, og når vi kom forbi, kunne vi se de to skeer hænge i vindueskarmen.
Alting så anderledes ud dengang. De havde en stor køkkenhave på modsatte side af vejen

”Hurtigkarls” hus

Nærmere Magleby ligger det lille stråtækte hus, der nu hedder ”Hurtigkarls” hus.

I min barndom boede Signe og Ludvig der. De var fodermesterpar i præstegården indtil gården blev nedlagt i 1929 ved udstykningen til husmandsstederne i Bøsseløkke.

Jeg var oppe at se på, da man holdt auktion over præstegårdens dyr og redskaber. Min far købte dengang en so.

Signe og Ludvig flyttede så op i et hus på hjørnet lige over for præstegården, men det hus blev senere revet ned.

Jeg husker også, at Persine Ross boede der. Hun havde et herligt blommetræ. Vi gik dog aldrig på blommerov, men vi sankede aks til hendes høns og fik som belønning blommer.

Dengang blev der, efter høst, sanket aks på markerne. Vi spurgte om lov, og sankede så til hønsene.
Men der var ikke så meget at sanke, for Ludvig og Signe rev tæt med hesteriven.

I det hus kom et ægtepar til at bo, der senere, i 1958 eller 1959, blev fanget i Rudkøbing som tyve sammen med et andet ægtepar fra Broholm. Mændene blev sat i fængsel. Vi blev meget forbavsede, men forstod nu pludselig, hvad der tidligere havde undret os: at konen altid gik så umanerlig fint klædt, og at der pludselig forsvandt benzin fra bilerne. Engang havde jeg selv pludselig ikke benzin på, og flere, der var til møde i præstegården opdagede, da de skulle hjem, at der ikke var benzin på bilerne. Skomageren i Tryggelev kunne forstå, hvorfor han pludselig stod med en tom skotøjsæske. Ægteparret gik i butikker og prøvede sko og tøj og bad om at få det sat til side, for senere at komme og afhente det. Det gjorde de så også, men på deres egen måde.

I den første tid havde de motorcykel, senere fik de bil, og det var nok deres ulykke. For nu kunne de transportere mere og gik så for voldsomt frem.

Huset ved siden af ”hurtigkarls”

I huset ved siden af boede i mange år Sejer Sørensen og Mary. Men før dem boede der forskellige ægtepar, hvor konerne, af en eller anden grund, blev kaldt hornuglen, sløruglen og granatuglen. Næsten alle bærer jo et øgenavn, og hvordan det opstår, er svært at sige. Sløruglen var gift med Karl Stougård, Alfred Stougårds bror. Han var i Frelsens Hær og gik rundt og solgte ”Frelserbladet”.

”Kejser” boede der også, Aksel Andersen og Marie, bedsteforældrene til Statene-murerne.

Og så boede som sagt Sejer der. Han var graver ved Magleby Kirke.

Hans kone, Marie, var noget folkesky. Jeg husker ikke at have set hende gå til købmand. Altid måtte Sejer gå. Han havde aldrig ro. Og han købte så én cigaret; én æske tændstikker.

Mary kunne finde på at gemme sig, hvis hun var i haven og en bil kørte forbi. Hun gik også over marken til alderdomshjemmet, når hun skulle hjælpe til der eller til Forsamlingshuset, som hun passede sammen med Sejer.

Det røde hus over for forsamlingshuset

I det røde hus over for forsamlingshuset boede i sin tid Rasmus Nis og hans kone.
Han arbejdede på Broløkke. Vi kunne altid høre, når han kom hjem til middag eller til aften. Han gik i store støvletræsko og havde en meget taktfast gang.

Han passede også hestestalden ved Forsamlingshuset. Her stillede folk heste, når de kom til Forsamlingshuset, men også, når de kom til gudstjeneste.

Undertiden, når der var begravelse, kunne vi store drenge få et spand heste at passe, mens folkene var i kirken. Vi kunne så få en 10-øre eller en 25-øre derfor. Det var vi stolte af.

Rasmus Nis’ kone var kogekone i forsamlingshuset, og hun lavede også mad til Københavnerbørnene, der kom på sommerophold og både overnattede og spiste i Forsamlingshuset. Hver aften holdt de aftensang udenfor, før de gik til ro, og når de kom gående hjem fra en tur, kunne vi ofte også høre dem synge.

Rasmus Nis og hans kone flyttede til Rudkøbing, og stedet blev overtaget af Niels Thomsen fra Heden.
Hans kone døde ikke så længe efter, og til sidst flyttede en datterdatter og hendes mand ind. De passede Niels Thomsen.

Datterdatterens mand kørte skidtvogn, og dengang blev det alt sammen bare smidt ud i mosen syd for kirken.
Da de flyttede, blev jorden til stedet bortforpagtet.

Det stråtækte hus på hjørnet

I det stråtækte hus på hjørnet husker jeg ungkarlen, Jens Clausen. Han kunne ikke vente med at sanke til hønsene til efter høst, men tog håndfulde af korn fra aksene. Når han kom således listende fra marken med noget i lommerne, sagde vi: ”nå, nu er det høsttid”.

Efter ham flyttede Anton, søn af Rasmus Nis, ind sammen med sink kone, Asta.

Anton var arbejdsmand, arbejde mest på Broløkke. Han havde også cykelstald under krigen. Folk, der skulle til fest i forsamlingshuset kunne, mod et lille beløb, stille cyklen i haven hos Anton og så være sikre på, at den ikke var skrællet for dæk osv., når de skulle bruge den igen.

Hele den store have gravede Anton med spade selv om der var plads nok til at få en hest derind.
Hans kone hjalp til i Forsamlingshuset, men passede også trinbrættet, solgte billetter, tog imod og sendte pakker med banen.

Det lille hus ved købmandsbutikken

I det lille hus ved købmandsbutikken boede mange forskellige i årenes løb, men ikke ret længe. Èn forsøgte sig med blomsterbutik og dyrkede også grøntsager på et stykke jord ved Magleby-smeden. Men det varede ikke så længe.

Købmandsbutikken

I min barndom og ungdom var Johan Andersen købmand i Magleby og passede butikken sammen med sin kone og datteren ”Musse”. Derefter var Annas Pedersen købmand, men da han kom til sygekassen i Humble ophørte forretningen.

Skolen

På skolen boede to lærere i de to sidebygninger og i sin tid også fru Jensen ovenpå i hovedbygningen. Hun havde de mindste børn.
Jeg selv havde mest lærer Alfred Nielsen, søn af skorstensfejeren, der underviste i dans. Der var strid om hans ansættelse, også underskriftsindsamlinger for at få ham ansat. Nogle var imod, at en skorstensfejersøn skulle undervise.

Jeg gik i skole hver anden dag. Hver morgen sang vi morgensang i klassen og gik ikke selv ind, men stillede op i gangen udenfor og ventede på læreren. Der var streng disciplin. Vi havde eksamen hvert forår: nogle kom og hørte på undervisningen og så, hvordan vi regnede.

Jeg brød mig ikke om at gå i skole, ville hellere arbejde ude. Der var heller ingen hjemme til at opmuntre mig til lektierne. Vi var jo mange børn, og min mor døde så tidligt.

”Agnes hus”

I huset mellem mit og Forsamlingshuset boede i sin tid Jørgen Olsen og hans kone. Han passede trinbrættet før Asta, og han var også ringer i Magleby kirke. Vi undrede os over, at han kunne kommer op i tårnet, for han var meget dårligt til bens.
Hos dem boede en datterdatter, og da hendes bedsteforældre døde kom hun til at bo i præstegården for at gøre sin realeksamen færdig i Rudkøbing skole.

Derefter boede skovfogedkonen fra Broløkke i huset. Jeg husker, hun hver dag fik besøg af posten, Frederik Hansen, der havde købmandsforretningen i Nordenbro, ”Kontanten”. Konen passede forretningen, når hans kørte post i sin jumbe. Dengang havde posten tid til en kop kaffe og en snak. Frederik Hansen havde altid en kasse med lakridscigaretter i jumben. Kom vi børn forbi, fik vi altid sådan en.

Siden købte Anders Nielsen huset, men byttede senere med sin mor, Agnes, der boede der, til hun kom på Lindelse plejehjem.
Agnes talte jeg med hver dag. Af og til talte vi om, at vi var de eneste tilbage, der gik udenfor om aftenen og fik en snak. Det gjorde vi altid tidligere: Når arbejdet var forbi gik vi bare ud; der var altid andre; vi snakkede og ofte endte vi med at drikke kaffe sammen i et af husene.

Nu ser man aldrig folk ude.

Husflidsforeningen

Denne dag talte vi også om husflidsforeningen, der i år bliver 50 år.
Kommunekasserer Engdam var hovedmand bag oprettelsen. Der var 64 evighedsmedlemmer fra starten: de betalte hver 25kr og var så medlem al tid fremover.

Af disse 64 er der i dag 12 tilbage.

Pengene til oprettelsen fik man fra medlemmernes kontingent, fra kommunen og fra overskud ved spillegilder i Forsamlingshuset.
Vi begyndte med 75 voksne fordelt på fem aftenhold og 52 børn fordelt på 4 eftermiddagshold.
Høvlbænkene blev lavet af brødrene Thomsen fra Nordenbro, værktøjet blev købt på Odense værktøjsmagasin.
Startkapitalen var godt 4700 kr.

De første tre år lejede vi os ind hos malermester Klemmesen; siden 1955 har vi haft til huse i den ene af præstegårdens længer: her blev døren flyttet om på den anden side af længen, og taget blev tækket på ny. Rørene høstede vi om vinteren hos Frede Rasmussen på Stenbækgården.

Det nu nedrevne hus

På hjørnet lige over for præstegården lå et hus, der nu er nedrevet.

Jeg husker, at Johan Nis boede der. Han var arbejdsmand, men flyttede til Vognsbjerg, hvor han fik lidt jord at dyrke.
Derefter var det, at Ludvig og Signe flyttede ind. De havde været fodermesterpar i præstegården. Men efter gårdens nedlæggelse ved udstykningen i 1929 var der ikke brug for fodermester. Ludvig døde i huset, og Signe kom på alderdomshjem i Magleby.

Da var det, huset blev revet ned, for at give bedre oversigt, når man skulle til og fra landevejen. Det var jo før den nye landevej kom. Det var Toftdals, der udførte arbejdet med at rive huset ned. Som betaling fik de træet fra huset som brændsel; og så fik de en have til deres hus (huset lige øst for Forsamlingshuset) med rigtig god jord.

Huset øst for forsamlingshuset

Mellem dette hus og Forsamlingshuset boede i sin tid en skræddersvend, der arbejdede hos skræddermester Mathisen i Magleby.
Jeg husker især hans kone. Hun var lidt forkert. Når vi børn kom fra købmand og skulle forbi huset, kunne hun stå der og true med en kniv. Så turde vi ikke gå forbi, men gik tilbage til købmanden. Han kunne straks se på, hvad der var galt og sagde: ”Er det nu galt igen”. Så gik han med os hen til hjørnet. Og når hun så ham, gik hun ind i huset.

På trods af dette, turde vi godt gå op til hende, når det var pakke til hende på stationen. Vi vidste, at vi så fik et stykke sukker.
Efter hendes død, flyttede skræddersvenden vist nok til Kinderballe.

Derefter kom Karen Adam (Andersen) til at bo i huset.

Hun kom med sin søn, Kaj, fra Fakkebjerg (hjørnet af Lundevej og Fakkemosevej), hvor hendes mand havde drevet landbrug.
Hun var født med gigt og kunne knap gå, mens hun var på gården.

Så skete det frygtelige, at hendes mand blev dræbt ved en arbejdsulykke. Chokket herover betød, at hun derefter kunne bevæge sig meget mere.
Jeg husker hende som et dejligt menneske, altid glad og tilfreds.

Da hun var død, blev huset købt af Thorvald Toftdal og Ebba.

Thorvald gik post på Vesteregn. Det var før, der kom postbil. Så Thorvald cyklede og gik de lange strækninger i al slags vejr.
Et par år efter, at Toftdals var flyttet ind, blev der bygget to stuer til husets østside. Her kom Thorvalds forældre, Laust og Anna, til at bo. Laust kom oprindelig fra Thy. Han havde arbejdet som møllersvend i Tryggelev, og var blevet gift med Anna, fra Røjle banke. Den meste tid havde de boet i Lunden, hvor Laust arbejdede i skoven. Laust selv kom fra en stor børneflok på Thy. Moderen blev syg og børnene kom tidligt ud at tjene. Laust blev hyrdedreng, fårehyrde. Og han lærte aldrig hverken at læse eller skrive.

Kommunekontoret

I huset ved siden af (det senere kommunekontor), husker jeg allerførst en kaptajnsenke, Mathilde Rasmussen. Hendes mand sejlede på langfart og blev, i 1909, smittet af kolera i Skt. Petersborg. Her døde han og blev bragt i zinkkiste til Magleby kirkegård og begravet der.

Derefter boede dr. Møller der, efter at han var ophørt med sin praksis i Tryggelev.
Han cyklede altid rundt på lægebesøg, eller han tog toget, når han skulle til Bagenkop. Han fik bil til sidst, men jeg har aldrig set ham på andet end cykel.

Da han kom til Magleby som pensionist, så vi næsten intet til ham.

Huset blev så overtaget af kommunen som kommunekontor, og Engdam, kommunekassereren, boede der. Det var der, vi betalte skat, og sognerådet havde mødelokale.

Dengang var der en Magleby kommune, der, nordpå, strakte sig til Grisebjerg.

Nogle gange gik ligtoget med faner helt fra Grisebjerg til Magleby. Det var en lang tur for fanebærerne, når der var blæst. En af fanebærerne fra dengang, husker jeg særlig. Der var Jakob Lund. Aldrig så vi ham røre på sig eller endog bevæge hovedet , når han stod i kirken.

Jeg husker, at Engdam, hver middag, gik sin tur over Noret. Og ofte så vi ham i haven, der var meget velholdt.

Martha Degns hus

I huset ved siden af kommunekontoret boede i sin tid Martha Degn, en søster til Gunnar Degns far, sammen med sin mor.
Jeg havde en søster, der var hos hende om natten i den første tid efter, at moderen var død. Martha holdt ikke af at være ene.
Martha døde også i huset, og så kom skolelærer Nielsen (skorstensfejerens søn) dertil. Da var Vesteregns skole nedlagt og skolelærer Nielsen skulle nu undervise på Magleby skole.

Hans svigerfar var tømrer eller snedker, og hans kone var også uddannet sådan.
Han flyttede til Hallinggade i Humble, da han gik på pension.

Husmandsstedet

Huset dernæst var et husmandssted. I min barndom blev stedet drevet af Otto ”Kælman”. Han var alene, men fik en husbestyrerinde. 8 tdr. land havde han, men lejede af grevskabet noget jord i Noret til sine fire køer. Jeg husker, hvordan han, altid med sin halvlange pibe i munden, drev køerne ud på Noret hver morgen, og hjem igen hver aften.

Vi drenge hjalp ham ved radrensning af roerne. Vi gik med hesten, tog fat i hovedtøjet for at styre den, og Otto styrede radrenseren. Det var et langsommeligt arbejde.

Vi drenge kunne tjene en krone for sådan en dags arbejde.

Stedet blev overtaget af Alfred Stougaard, søn af Adolf, ”klokkemageren”, på Gulstav.
Alfred kom tilbage hertil efter at have arbejdet på Sjælland.

Skræddermester Mathisen

I huset ved siden af boede skræddermester Mathisen. Han havde sit værksted i kælderen og lidt udstilling ovenpå.
Han døde i huset, og det blev overtaget af Rasmus Petersen og Inga, da de var ophørt som præstegårdsforpagtere.

De var blevet præstegårdsforpagtere efter Peter Larsen, der var der i tiden både før og efter udstykningen.

Efter Rasmus og Inga kom der kun et forpagterpar til, Åge og Anny fra Rudkøbing. Da den nye landevej kom, sluttede de med forpagtningen: det blev for besværligt at få køerne frem og tilbage over landevejen.

Helmuth og Jensines hus

I det lille hus ved siden af skrædder Mathisens boede først en sygeplejerske, der cyklede rundt og tilså de syge. Hun var alene, men hendes bror kom dertil, da hun var gammel. Han kom fra Tåsinge, hvor han havde arbejdet i skovene.

Da han var død, kom Helmuth og Jensine til at bo der. De havde bygget gården lige før bygrænsen i Bagenkop, men kom til Magleby på deres gamle dage, Helmuth kom også fra Tåsinge, hvor han havde arbejdet i skovene.

Malermester Klemmesens hus

Sidst på vejen ligger så endelig malermester Klemmesens hus.
Hans eneste barn, Knud, blev også maler og de to arbejde sammen.

På det sidste flyttede den gamle Klemmesen, Viggo, til Fredmose sammen med Ellen Thomsen, tidligere købmandskone fra Nordenbro. Og Knud Klemmesen flyttede til Jylland

Huset blev overtaget af et ægtepar, hvor manden var kok i Svendborg, og konen ordnede fødder.


Klik her for at komme tilbage...