Klik her for at komme tilbage...
Frederik Larsen, Fredensminde, fortæller
Omkring tre år før sin død fortalte Frederik Larsen mig om sit liv.
Moder
Min mor blev født 1887 i Lysabild sogn på Als.
Mormor var indfødt alsing; morfar var fra Ærø.
Morfar fiskede om vinteren fra Ærø, men tog hver sommer til Als for at arbejde på teglværkerne i Egernsund.
Han lærte mormor at kende; de blev gift og slog sig ned på Als. Så var det lettere at komme til teglværkerne om sommeren.
Dengang var Als under tysk herredømme, så mor skulle i tysk skole.
Det brød mormor sig ikke om, så da mor havde gået tre år i tysk skole, flyttede de til Ærø, så hun komme i dansk skole.
Efter konfirmationen kom mor ud at tjene.
Hun tjente først hos en genbo. Han havde marker lang væk fra gården, og mor bragte koen til græsning.
Senere tjente hun på Lyø, også på en gård. Det var her, hun mødte min far.
Fader
Farfar drev landbrug på Vognsbjerg (dér, hvor Johannes og Ellen Jørgensen boede) ud til Fakkemose.
Han havde tre køer, men ingen hest. Så koen blev spændt for plov og ellers brugt som trækkraft.
Som barn var jeg, sammen med mine forældre, hver påske på besøg hos farfar og farmor. Jeg husker en påske, hvor såningen først kunne afsluttes påskedag. Farfar spændte koen for den lille såmaskine. Vi hjalp til og kom ikke i Lunden den påske. Det var langsommeligt arbejde.
Der var tre tønder land jord at dyrke og dertil en moselod til græsning, men denne lod var ejet af Holmegård. Det var ikke megen jord, så farfar arbejdede også på Søgård.
Farmor var fra Rath.
Hun fødte otte børn. De to ældste døde som unge, begge af lungebetændelse.
Far blev født i 1887 og kom i smedelære på Røjle (smedjen på vejen op mod mejeriet).
Den gamle smed kunne fortælle om stormfloden 1872, da hans smedje blev sat under vand.
Da far var udlært var der ikke brug for ham på Røjle, så han blev herregårdssmed på Hjortholm. De havde 50 heste, der skulle skos.
Fars broder var udvandret til Amerika; han var mejerist. Engang skrev han til far, at det var for lille et mål at sætte sig, at være herregårdssmed. Og strengt arbejde var det også.
Så far rejste til Fyn, blev smedesvend i Ellerup, men blev der kun kort tid, da det mere var smugkro end smedje.
På den måde kom han til Lyø som smed og traf mor.
Der var ikke mere mælk på gårdene på Lyø, end at pigerne trak mælken til mejeriet. Når alle pigerne kom dertil med mælken, kom også de unge mænd og kiggede på. Sådan traf min far min mor.
Ærø
Far ville så til Ærø for at lave sit eget smedeværksted.
Han fandt stedet, Godthåb, mellem Søby og Bregninge.
Godthåb lå ved landsbyerne Lerby og Skovby. De havde hver sin smedje, men mestrene var ældre folk, der gerne gav arbejde fra sig, så far turde nok gå i gang.
Han købte et forsømt hus af en særling.
Stråtaget på en del af huset blev erstattet af fast tag, for at essen og ambolten kunne sættes op.
Han byggede også halvtagshus til hestene, når de skulle skos.
Materialerne fik han af en landmand nærved. Halvdelen af hans jord var sand, så han havde en murstensproduktion. Far fik stenene mod i fremtiden at lave smedearbejde for landmanden.
Det var et tarveligt hus, men arbejde var der nok af, da de gamle smede i Lerby og Skovby hellere end gerne sendte heste til skoning hos far. Så der blev tjent penge nok til at huset snart kunne forbedres.
Jeg husker, at vi overtog en have, der tilhørte et skrædderpar. Der dyrkede vi alle slags grøntsager og var selvforsynende. Men mange penge var der ikke. Jeg fulgtes med nabosønnen til mejeriet for at hente mælk. Han skulle hente sødmælk; jeg skummetmælk.
I 1918 eller 1919 kom to forkomne alsinger, smedesvende, til os. De var dansksindede, og var flygtet fra det tyske Sønderjylland for ikke at blive indkaldt til tysk militærtjeneste. Den ene blev hos som smedesvend et par år. Senere gik han på valsen. VI fik breve fra ham; det sidste var stemplet i Ægypten.
Han hjalp med at sko heste om dagen. Og om aftenen blev der lavet søm Jeg passede blæsebælgen: jeg skule dreje på hjulet, der satte propellen i gang. Varmen skulle være meget nøjagtig. Far sagde, at man skulle kunne se tre søm på det mørke gulv hele tiden.
Fra min barndom husker jeg afstemningen om Sønderjylland.
Både mor, moster og mormor, alle alsinger, havde stemmeret, selv om de boede på Ærø.
Turen var besværlig, så mor ville ikke gerne af sted. Men ærøboerne pressede på, og en fisker tilbød at sejle dem fra Søby til Mommark og hjem igen samme dag.
Så de tog af sted.
Da de kom hjem var de alle smittede af den spanske syge. Alle overlevede, men mor var hårdt ramt.
Jeg husker, at skrædderkonen kom op til huset, bankede på, og derefter, da hun mærkede, at vi havde hørt hende, løb væk fra vinduet. Man var bange for smitten, så vi talte med hende på afstand. Hun sagde, at det i dag var niende dag, så kom vendepunktet, enten til den ene alle anden siden.
Det passede; og heldigvis bedredes mors tilstand langsomt.
Vognsbjerg
Efter elleve år var far træt af at sko heste.
Han besluttede at købe en landejendom på Vognsbjerg.
Igen var det faldefærdige bygninger, og mor betingede sig, at der skulle rejses et nyt stuehus i løbet af tre år.
Det skete også.
Stuehuset stod færdig i 1926 og fik navnet ”Godthåb”.
Det blev bygget af Otto Nørs.
Han var selv murer, men havde også købmandsforretning i Søndenbro, passet af hans kone.
Året efter, i 1927, blev jeg konfirmeret.
Skolegang på Ærø
Jeg begyndte min skolegang på Ærø. Først, for at forberede mig til skole, sendte mine forældre mig op til en ældre husbestyrerinde, tidligere lærerinde. Ved hendes køkkenbord fik jeg mine første skolekundskaber.
Et barnebarn derfra, Åge, otte år ældre end mig, lærte jeg at kende der. Han fulgte med mig i den rigtige skole de første dage.
Det var skik dengang, at en ældre, (forældre, søskende osv.) fulgte med de første skoledage i første klasse.
På Ærø var der fire klasser og to lærere, og jeg gik i skole hver anden dag.
Skolegang i Magleby
Det var en barsk oplevelse at komme til Magleby skole i 1923.
Der var to lærere, førstelærer Bondesen og andenlærer Sund.
Bondesen havde jeg et halvt år.
Jeg brød mig ikke om ham. Han gjorde stor forskel på børnene, og mig kunne han ikke lide.
Da han rejste, kunne han ikke tage alle bøger og tidsskrifter med. Vi børn fik hver dag lov til at trække lod om en bog eller et blad.
Jeg trak nittere hele tiden. Men en dag fik jeg et nummer. Jeg gik til katederet for at få bogen. Bondesen sagde: ”også dig!” Og slog mig hårdt i hovedet med den.
Andenlærer Sund var vegetar.
Han lærte os at spise brændenælder. Han selv plukkede direkte fra grøftekanten, tog nælden i munden og trak bladene af og spiste dem.
Han regnede med at blive førstelærer efter Bondesen, men det gik ikke sådan, for han var indremissionsk.
Derfor rejste han senere til Jylland.
Han var ellers en fin lærer i matematik. Han var også kirkesanger.
Han stemmeføring var mærkelig, syntes vi, og passede dårligt til Nygårds lavmælte stemme.
Den nye førstelærer blev N.P. Jensen, en fin lærer.
Når vi skrev diktat, skulle en af os skrive på tavlen, så de ikke så dygtige kunne følge med.
Engang begyndte en af pigerne med at skrive meget småt, så ingen kunne se. Hun blev irettesat, men skrev så meget for stort. Jensen slog i bordet. Så blev det i orden. Han ville, at alle skulle have chancen for at følge med.
En dag kom Hans Jacob Broegaard til far og fortale, at sønnen, Jørgen, skulle til Humble realskole. Skulle Frederik ikke med?
Far syntes, det var en god ide, indtil det blev klart, hvor dyrt det var.
Så jeg kom ikke videre med skolegangen på det tidspunkt.
ANDEN DEL
Sidste gang fortalte Frederik Larsen dels om sin slægt, dels om sin opvækst på Ærø.
Frederik Larsen har altid følt sig knyttet til Ærø som sin fødeø, og har regelmæssigt besøgt øen, om end fødehjemmet, hvor faderens smedje var, ikke eksisterer mere.
Det gør derimod mormoderen og morfaderens i Søby.
Som fortalt sidst var morfaderen ærøbo, mormoderen alsinger.
De flyttede fra Als til Ærø, for at deres datter, Frederik Larsens mor, kunne komme i dansk skole.
Frederik Larsen fortæller endnu et erindringsglimt fra bedsteforældrenes liv:
Huset, de købte, have været maltgøreri, og de fortsatte med dette arbejde., samtidig med at min morfader også fiskede.
De begyndte at fremstille malt, når bønderne kom med den høstede byg, og det var meget byg.
Først blev byggen sat i blød: den blev hældt i store cementkar, der derefter blev fyldt op med koldt vand.
Byggen stod i vand i ca. en uge. Så blev vandet lukket fra.
Derefter skulle byggen tørres og den begyndte at spire.
Det er selve maltningen.
Den blev lagt i lange bunker eller ”bjerge”, 75cm høje, 1m brede foroven, lidt bredere forneden, på tværs i en meget lang gang.
For at få ensartet spiring skulle ”bjergene” skovles igennem næsten hver dag.
På den måde blev temperaturen i bunken ensartet og spiringen ensartet.
Ved spiringen dannes det stof, der formår at omdanne stivelsen til gæringsdygtigt sukker.
Den spirede byg skulle derefter tørres på en stor jernplade med mange huller i.
Jernpladen stod på stolper i ladebygningen, og der var en ovn under pladen, så byggen kunne tørre langsomt.
Derefter blev maltbyggen fyldt på sække. til ølbrygningen.
Det var et stort arbejde at forarbejde så meget byg.
I gamle dage bryggede gårdene selv øl, vand drak man ikke, da det oftest var urent.
Det sidste sted her på egnen, jeg husker der blev brygget øl, var på Tunebjerggård i Sædballe.
Både Jørgen Petersens kone og hendes datter, Kathrine, bryggede.
Jørgen Petersen var frøavler, og da han fik gården var den firlænget og stråtækt.
Men den brændte i et tordenvejr.
Herluf Rasmussen kom fra Sjælland til denne gård for at tjene, og han blev gift med Jørgens Petersens datter, Kathrine.
Jeg smagte Kathrines øl, da jeg var på gården som kontrolassistent.
Jeg var ikke vant til øl, og Kathrines var god og stærk. Så aldrig kom jeg så let over Krighøj banke som efter første gang at have drukket hendes øl.
Nuvel, herefter går historien videre. Skolegangen i Magleby, beskrevet sidste gang, er nu forbi, og Frederik Larsen må ud at tjene.
Ud at tjene
Da jeg ikke var stor af vækst, kom jeg ikke ud at tjene bønder straks efter konfirmationen, men hjalp til hjemme et år.
Men til majdag 1930 begyndte jeg at arbejde på Ditmarskgården hos Karl Mikkelsen.
Der var mange børn og to af drengene var hjemme. Dem arbejdede jeg sammen med.
Der skulle tømmes mødding og sås roer, og senere skulle roerne luges.
Den yngste af drengene på gården, Poul, blev træt af roearbejdet og foreslog mig en brydekamp for afvekslings skyld.
Jeg faldt meget uheldigt, fik min fod helt vredet om og måtte bringes hjem.
Doktor Bjørnson kom cyklende fra Humble.
Han så betænkeligt på foden, men med en hurtigt og helt uventet snuptag, vred han den på plads.
Det gjorde ondt.
Han gav så besked om, at jeg ikke måtte støtte på foden, før han havde set den igen. Han ville komme af sig selv, når tiden var inde.
Uheldet skete i juni, og han kom først igen i slutningen af september.
Først da fik jeg lov at gå igen.
Fotograf
Det var lidt usikkert, hvad jeg nu skulle eller kunne give mig til.
Jeg havde en onkel i Rudkøbing, billedskærer Jepsen.
Der var ikke nok arbejde som billedskærer, så han var begyndt at fotografere og fremkalde billeder også.
Det fik jeg færten af og ville forsøge.
Da jeg gerne ville lære mere end min onkel kunne lære mig, kontaktede vi en fotograf på Torvet i Rudkøbing.
Jeg kom dog ikke med ud at fotografere, men måtte stå i mørkekammeret og fremkalde hele tiden.
Men fotografen holdt op med at arbejde og solgte mig sit fotografiapparat, et gammeldags ét, hvor man stod under et klæde og fotograferede.
Jeg fik lavet en taske til det, så jeg kunne have det på ryggen, når jeg cyklede.
Jeg lavede nogle billeder som udstilling og satte dem op i Bagenkop på et hus, der lå, hvor nu fiskeforretningen ligger.
Der var også et billede af mig selv og et telefonnummer til købmanden i Vognsbjerg, Ejnar Jensen.
Han kunne så give mig besked, hvis der skulle fotograferes til en konfirmation eller en anden fest.
Det blev dog ikke som fotograf, jeg skulle finde min levevej.
Højskole
Til november skiftedag besluttede mine forældre, at jeg, for at skåne foden, skulle blive hjemme den vinter.
Men så kom min gamle bekendt fra min første skoletid på Ærø, Åge, på besøg. Han sagde: Du skal på højskole i vinter!
Han havde selv været på Køng højskole, og var der blevet forberedt til Landbohøjskolen i København. Han var nu landbrugskandidat.
Så jeg kom til Køng i november 1930, hvor Olav Skov var forstander.
Der var både landbrugs- og håndværksundervisning den halve dag, og derefter almindelig højskoleundervisning.
Jeg var indskrevet til fem måneders ophold, men tog derefter en måneds ekstra undervisning og blev uddannet til kontrolassistent.
Kontrolassistent på Djursland
Så skulle jeg finde et arbejdssted. Det var dog ikke så nemt. Der blev skrevet mange, forgæves ansøgninger.
Men en morgen efter morgenmaden spurgte forstanderen, om en af os var interesseret i at blive kontrolassistent på Djursland. Der var en forening med så mange nye medlemmer, at kontrolassistenten dér manglede en medhjælp.
Jeg fik rakt armen først i vejret, fik pladsen og cyklede derop.
Kontrolassistentens opgave var at bestemme hver kos ydeevne hver tredje uge.
Mælken blev vejet, fedtindholdet bestemt, og på det grundlag kunne man forsøge at ændre på foderet:
man kunne give hø i stedet for halm; ændre på de fedtholdige foderemner: solsikke, soja osv.; supplere med havre eller byg.
Ydeevnen blev indberettet og senere offentliggjort, så alle kunne se forskellene og måske ændre i fodringen.
Kontrolassistenten blev ansat af en kreds af bønder og boede og spiste rundt om på de gårde, hvor kontrollen foregik.
Assistenten, jeg kom for at hjælpe, havde lagt kontrolruterne. Han kendte forskellen på spisestederne og havde lagt ruterne til egen fordel.
Kontrolassistent i Magleby
Jeg arbejdede som kontrolassistent på Djursland om sommeren, men hørte så, at kontrolassistenten i Magleby Sogns Nordlige Kontrolforening havde fået jord på Ormstrup-udstykningen.
Engang, jeg var hjemme, talte jeg med foreningens formand, Alfred Møller Woigt i Nordenbro, om at overtage pladsen.
Han svarede, at jeg kunne søge på lige fod med andre.
Men han brugte så lidt tid på at forhøre sig om mig, og han kendte mine forældre.
Så jeg fik pladsen i 1931 og var der i fire år.
Ikke alle bønder var med i foreningen. Nogle klarede sig selv.
Alligevel var der tre foreninger i Magleby sogn, en nordlig, en central og en sydlig.
Foreningen betalte assistentens løn, og den var forholdsvis god.
Woigts ide var, at det ikke måtte koste mere end et kilo smør per ko per år. Der var ca. 400 køer i hver forening.
Giftermål: min kones slægt
Jeg fandt min kone, Anna, på en af gårdene, jeg var kontrolassistent for.
Det var i Nordenbro, hvor nu Eli Elnegaaard bor.
Annas farfar, N.P.Nielsen, kom nordfra som bestyrer til ”Fredensminde” (Fredmosevej 39). Han blev gift med datteren der, men hun døde tidligt.
Han fik så selv husbestyrerinde, og med hende giftede han sig. Det var Augusta.
Deres søn, Hans Peter Nielsen, købte, sammen med sin kone, Justa, gården i Nordenbro.
De fik fire døtre, ”Flintegård-døtrene” (det var N.P. Nielsen, der bragte Flintegård-navnet med sig, selv om han ikke selv hed det. Hvorfra det ellers kommer, ved jeg ikke).
Anna var den yngste, født i 1915.
Efter fire år som kontrolassistent kom jeg hjem for at hjælpe mine forældre, og min broder kunne komme ”ud i verden”.
Da det blev officielt med Anna og mig, kom Annas far en dag ud til mine forældre. Han ville vise os ”Fredensminde”.
Til ”Fredensminde”: krigsårene
Annas farmor, Augusta, boede der. Hun var enke og ville sælge.
Jeg var udset til at overtage gården.
Da vi kom derud, sagde min mor: ”Her skal du i hvert fald ikke ud”.
Min far sagde: ”Her skal laves noget”.
Meget af stråtaget var blæst af, resten blev holdt på plads af harver.
Kostalden var uegnet: båsene var for små til dén størrelse, den røde malkerace efterhånden havde fået.
Men Anna og jeg blev gift i 1939, købte gården og havde Annas farmor boende hos os i fem år. Hun døde i efteråret 1944.
At skulle gå i gang et så faldefærdigt sted, var måske ikke lige, hvad vi havde tænkt os.
Men nu var vi der. Man kunne vel kalde det vor skæbne. Og skæbne forpligter som bekendt.
Vi gik i gang med at få det bedste ud af det.
Dengang var der ikke el lagt ind, men petroleumslamper overalt.
Der var en kobesætning, nogle få svin og seks heste, bl.a. en præmieret følhoppe, jeg ville avle på.
Men den døde desværre i efteråret 1939.
Krigen begyndte, men alligevel talte jeg med Marluf Thygesen om at bygge ny stald.
Jeg kendte ham fra dengang, han byggede min fars stald på Vognsbjerg.
Han mente nok, det kunne lade sig gøre at få fat i materialerne.
Sværest var det med tømmer til taget. Men skovfoged Hansen (han passede Nordenbrogårds skove og boede der, hvor Henning Fakkemohs nu
bor) hjalp os med grantømmer fra Vindebyskovene.
Så i 1942 havde vi en ny stald til de 16 køer.
Vi havde også en tyr af god afstamning. Men den vippede mig engang op gennem loftsrafterne. Så jeg sendte bud til slagermester Buch fra Bagenkop og fik den slagtet.
Det var vanskeligt under krigen at få fedtholdigt foder til køerne. Så vi begyndte at bruge kød- og benmel, der tidligere var brugt til svin og høns.
Mælk leverede vi til Nordenbro mejeri; svin til Langelands svineslagteri i Rudkøbing; korn til Nordenbro mølle.
Hvedemel var rationeret. Men vi fik lidt ekstra fra Tryggelev mølle. Jeg kendte mølleren; han havde aftale om levering til tyskerne og kunne lægge lidt til side.
Bleer var heller ikke til at få. Så hvis ikke forældre og svigerforældre havde gemt bleer, havde vi ingen haft, da vor ældste datter blev født.
Tiden efter krigen
Elektricitet
Efter krigen ville jeg gerne have lagt el ind. Naboerne mente, det blev for dyrt; de ville ikke være med.
Men vi fik lagt el ind, og også kraftledning, fra Østerskov.
Det betød, at vi kunne få malkemaskine og også el-pumpe til ajlebrønden.
I den første tid var der ikke strøm på hele dagen, så vi beholdt petroleumslamperne. Der var f.eks. kun strøm en halv time ad gange til pumpen.
Men der var over en time strøm ved morgen- og aftenmalkningen.
Kort tid efter fik naboerne også el, men nu fra Sædballe.
Svinestald
Jeg ville også gerne have en ny svinestald, men der var ikke plads for skoven.
Jeg ringede til Kaj Ahlefeldt , som jeg kendte fra min tid som kontrolassistent, og spurgte om køb af et stykke jord.
Han sagde, det var i orden; jeg kunne afmærke stykket, som jeg ville, så ville han sende en landmåler.
Jeg afmærkede, hvad jeg skulle bruge, landmåleren kom, og jeg betalte ham.
Jeg ryddede stykket for hasler, og vi byggede stalden i 1951.
Jeg havde intet hørt om købsprisen, så efter et år ringede jeg igen op. Der blev blot svaret: ”Har det da ikke været dyrt nok?”
Landmålerudgiften var alt, jeg kom til at betale.
Tærskning
Dengang tærskede vi med omgangsværk (det blev gjort indtil midten af 60’erne).
Værket blev tidligere drevet som dampværk, men i min tid var det med traktor.
Værket blev ejet i fællesskab.
De faste folk på værket var traktorføreren og ilæggeren. Og så hjalp man ellers hinanden efter tur.
Hvert sted betalte man timebetaling for den tid, der blev brugt.
Hos os arbejdede værket tre eller fire dage.
Det var en travl tid.
En sommer ville folkene arbejde længere om aftenen for at blive færdige den dag. Jeg arbejdede med.
Og jeg husker, at Anna, alene, uden at jeg var klar over det, sørgede for at hente alle køerne, få dem malket og bragt ud på marken igen.
Hun var en vældig hjælp for mig.
Senere, da jeg havde plads til at opbevare værket vinteren over, fik jeg den ordning at kunne tærske to gange.
Første gang direkte på marken; så slap jeg for at køre kornet ind.
Sidste gang som den sidste i rækken, for så blev værket stående.
Politisk interesse
Fra tidligere samtaler ved jeg, at Frederik Larsen har arbejdet med i Retsforbundet. Jeg spørger ham, hvornår denne interesse begyndte.
Min far ejede Henry Georges bog ”Fremskridt og Fattigdom”. Den læste jeg, og blev grebet af denne indsigt i, at jordspørgsmålet er kilde til alle konflikter i verden. Henry Georges ide er, at ingen kan eje jord. Jorden er fælles eje, og den kan vi så leje af fællesskabet. Denne leje er ”grundskylden”.
Statshusmandsbrugene kunne, i begyndelsen, ikke ejes. Det var lejet jord; men snart kom den private ejendomsret dertil, og jorden kunne købes og sælges.
Jeg har selv læst noget i Georges bog og kan tilføje dette:
Henry George var amerikaner, levede 1839-1897.
Bogen ”Fremskridt og Fattigdom” kom i 1879 og foreslog, at arbejds-og kapitalindtægter skulle friholdes for beskatning, og statens udgifter i stedet for finansieres ved beskatningen af jorden. Samtidig skulle statens magt begrænses.
Grundtanken er denne:
Det økonomiske fremskridt medfører, at jord bliver en knappere ressource. Jordpriserne stiger.
Dette tjener ejeren af jorden på, uden at arbejde, mens staten beskatter ( og dermed formindsker) de faktorer, der skaber fremskridt, nemlig arbejde og kapital.
At reformere dette forhold, så George som den vigtige opgave.
Dræning
Da vi overtog gården, trængte halvdelen af jorden meget til at blive drænet.
Det gik vi i gang med i 40’erne.
Hedeselskabet lavede målearbejdet. De havde måleapparaterne til at lave markkort, der viste hældningerne, så det kunne afgøres, hvor drænrørene skulle lægges.
Rørene blev lagt af dræningsmesteren knap en meter under overfladen.
I løbet af 40’erne blev halvdelen af gårdens jord drænet.
Det meste vand gik i Fredmosen, resten i Bæltet. Avlen blev betydelig forbedret heraf.
Frugtavl
I slutningen af krigen fik jeg den tanke at ville avle frugt, først og fremmest æbler.
Min far havde en del frugttræer i hønsegårdene. Fra min tid som kontrolassistent kendte jeg også Otto Markussen fra Søndenbro. Han havde frugtavl.
Jeg satte mig i forbindelse med en konsulent Viggo Larsen fra Middelfart.
Han besøgte mig og vi talte om æblesorter, bestøvning, læhegn osv.
Jeg viste ham marken, hvor jeg havde tænkt mig at begynde.
Men han så straks, at den hældede mod nord. Den kunne bruges til hindbær men ikke til æbler.
Han anviste en anden mark på fem tønder land.
Lige før han tog af sted, sagde han: ”Har du råd til at undvære avlen to år i træk? Hvis ikke, så skal du ikke begynde!”
Men vi plantede til i slutningen af 1945, selv om det blev frarådet, da krigen nu var forbi, og vi derfor kunne vente konkurrence fra udlandet.
Otto Markkussen havde anbefalet mig at plante ”Pederstrup”. Så havde jeg altid æbler, hvis alt andet svigtede. De viste sig dog umulige at sælge.
Ellers plantede jeg Belle de Boskoop, Ingrid Marie, Cox Orange og Crimson Cox. Senere kom Golden Delicious og Spartan.
Allerførst afsatte jeg æblerne til Svendborg Amts Frugtsalgsforening. Men det gav ringe fortjeneste.
Senere bragte jeg æblerne til Alfred Hansen på Saxbjerg. Han havde kølerum og solgte sine egne sammen med mine.
Men så byggede vi selv frugtlager og solgte til Gaza i Svendborg.
Efterhånden blev flere marker plantet til med æbletræer, også lidt pæretræer: husmandsmarken på seks tønder land og to en halv tønde land mod stranden.
På mit spørgsmål hvorfor en af markerne kaldes ”husmandsmarken” kommer dette svar:
Anna fars første kone, datteren på ”Fredensminde”, havde overtaget gården efter sine forældre.
Forældrene byggede så et lille sted som aftægtshus og fik samtidig seks tønder land jord af gården at leve af. Det er ”husmandsmarken”.
Til sidst havde vi 16 tønder land med frugttræer. Det var vor levevej efter at vor svigersøn, Thorkild, havde overtaget agerjorden.
Det var i 1961.
Anna og jeg byggede hus, hvor det gamle aftægtshus engang havde ligget, mens min datter og svigersøn flyttede ind på gården.
Jeg spørger om, hvilket arbejde man har som frugtavler?
Om vinteren var der arbejdet med beskæringen af træerne.
Når frugten kom, skulle vi holde øje med skurv og meldug for at undgå angreb.
Ligeledes skulle vi holde jorden under træerne fri for ukrudt.
Jeg gjorde det med sprøjtning om sommeren, en gang om måneden. Man kunne også sprøjte et kemikalie ud i november, på frossen jord.
Når frugten skulle plukkes, fik vi hjælp udefra, fire eller fem plukkeren, foruden os selv.
Til sidst, før jeg kunne køre til auktionen i Gaza i Svendborg, skulle frugten sorteres.
Vi fik en hollandsk sorteringsmaskine. Først kom frugten på et rullebord, så vi kunne se den fra alle sider og tage den skadede fra.
Dernæst blev de sorteret efter størrelse.
Jeg skulle være i Svendborg halv syv om morgenen, så frugten kunne beses af frugthandlerne før auktionen klokken syv.
I den bedste tid kunne vi avle måske 100 tons frugt om året.
Afviklingen af frugtplantagen foregik langsomt, men blev sat i gang derved, at salgsforeningen i Svendborg gik konkurs.
Den sidste store leverance gennem Gaza var 12-15 tons frugt til Finland, læsset på lastbil med anhænger.
Men efter konkursen blev det efterhånden svært at komme af med frugten.
I nogle år blev den aftaget af to frugthandlere, en i Odense, en i Middelfart.
Og jeg forsøgte at sælge til private.
Sommerhusudstykningen
I løbet af denne periode skete en stor ændring med gården.
Vi fik omkring 1970 besked fra kommunen om, at vi havde sommerhusgrunde.
Vi tænkte ikke stort over det, men regnede med, at vi selv kunne bestemme, om vi ville sælge eller ej.
Men et par år efter fik vi igen besked herom, med den tilføjelse, at sommerhusjorden fremover ville blive beskattet, ikke som landbrugsjord, men som sommerhusjord.
Den beskatning kunne vi ikke klare med vor produktion.
Så vi måtte sælge.
Vi kunne have udstykket selv. Men en aften ved 18-tiden blev vi ringet op af ham, der havde stået for Stenbækgård-udstykningen. Han ville gerne mødes med os kl.21 i Rudkøbing for at tale om salg.
Så samme aften solgte vi jorden; vi kunne ikke overskue selv at skulle udstykke.
Af frugtplantage blev der taget marken ved stranden, to en halv tønde land.
For pengene kunne jeg købe en mark omme ved Helga og Hans Johansen på fem tønder land.
Den skulle drænes, og så plantede jeg frugttræer.