Klik her for at komme tilbage...

En Udvandrers Breve Hjem Til Vognsbjerg. Femte Del.

Brevene fra 1938 til Christians død i 1948

1938-1939

Langt de fleste breve gennem alle årene er til forældrene og handler om dagen og vejen.
Nogle er til søsteren, Agnes. Og i disse breve kommer undertiden en mere ligefrem tone, hvor han vurderer sin ”udvandrerfærd”, og jo nu i lyset af 30’ernes store krise.
Et eksempel er dette uddrag fra 22. januar 1938:

”Ja, jeg er 34 år gammel, og jeg har ikke mere nu end da jeg var 14, så jeg har begyndt at give op håbet om nogensinde at blive til noget. Jeg kan lige tjene nok penge til at klare mig, jeg tror nok at det er meget værre her ovre end det er hjemme, der er mange unge mennesker, der ikke har haft noget arbejde de sidste 6-7 år og staten må sørge for dem og det er ikke så morsomt, de får 20 cent om dagen, det er ikke mere end jeg bruger til tobak.
Jeg har ikke noget arbejde lige for tiden, så jeg prøver på at lave nogle møbler og sælge dem, men jeg tror ikke, jeg kan tjene noget med det, fordi der er så mange, der laver dem, og jeg bliver nødt til at sælge dem for næsten det samme som træet koster”.

I marts ’38 må han skrive hjem fra Vancouver, at han ikke har haft arbejde i tre måneder. Han søger i byen hver dag, men mærker også en art dovenskab, eller modløshed:

”Jeg begynder at blive så doven, at jeg ikke engang har lyst til at skrive, jeg havde ellers tænkt på at skrive til 2-3 guldminer i aften også, for at se om jeg kunne få arbejde der; men jeg tror ikke, at jeg kan få noget, for de vil have mænd, der har arbejdet i miner før, og det har jeg jo ikke…”
Han tænker på at tage til Alaska. Men da han ikke er sikker på arbejde og turen koster $100, vover han det ikke. Han får også i maj brev fra ven, der har vovet turen, om at der heller ikke dér er arbejde at finde.

Fra maj ’38 kommer brevene fra Zeballas.:

christian i zeballas”Det er længe siden, at jeg har skrevet til jer, det er fordi jeg er ude at prøve på at få noget arbejde i nogle miner. Det er seks uger siden, jeg rejste fra Vancouver og jeg har kun arbejdet i ti dage…”

Sammen med nogle kammerater finder han selv et område med guld. Måske kan de lave deres egen mine.

I oktober 1938 arbejder han for et ”Exploration Company” – han mangler dansk ord for
”undersøgelses- eller udforskningsselskab”: Han er, sammen med fem andre, ude i bjergene: de slår sten i stykker, mens de vandrer. Stenene undersøges for forekomst af ædle metaller: jern, kobber, guld, sølv. Han får $4 pr. dag. De finder et område, hvor der kan udvindes $30 metal pr ton sten. Det er vist for lidt.

I november 1938 får han arbejde i lille mine:

”…det vil sige, det er begyndelsen til en mine, der er kun tre af os her, vi skal lave en tunnel 5o fod lang…Jeg tjener helt godt her $180 om måneden, så jeg kunne godt lide, at det skulle vare lidt længere…Vi arbejder kun 8 timer om dagen, men vi skal selv koge mad også, svenskeren er kok og jeg saver brænde og vasker op; her er en canadier også, men han er doven…”

Fra Zeballas skriver han 25.december 1938:

”Jeg har købt et lille hus her sammen med en anden mand; det er ikke ret stort, kun et rum, det er billigere end at bo på et hotel, når vi ikke arbejder; jeg betalte $25 for min part.”


Efter jul er arbejdet slut og 30. januar ’39 skriver han fra Zaballas:

”Jeg har været nede i Vancouver for et par ugers tid, jeg rejste derned med flyvemaskinen, det var en udmærket tur, det er første gang, jeg har været oppe i en flyvemaskine; men det kostede kun $8 mere end det koster med damperen og det varede kun to timer; når vi rejser med damper tager det tre dage.”

Men nu er der igen en periode uden arbejde. I februar 1939 skriver han:

”Her er fem danske foruden mig, de er alle fra Jylland; den ene bestiller ikke andet end at spille kort, somme tider kan han vinde $50 på en nat...Det har været en mild vinter…kun en lille smule frost. Vi har ellers brænde nok, vi skal bare gå uden for døren og save et træ om, så har vi brænde nok for et par måneder. Landet her omkring er skov næsten alt sammen og det hører til Staten, så det koster ikke noget for brænde; men vi har ikke lov til at sælge det.”

I marts 1939 beskriver han Zeballas:
”Det er snart en stor by her, for to år siden var her kun et par små hytter og 10-12 mand; nu er her vistnok over 2000 mennesker, der er tre hoteller, fem købmandsforretninger, et hospital, en kirke, en skole og mange små cafeer og forretninger.”

Han arbejder på et maskinværksted, men ikke fuldtids.

I juni 1939 skriver han:

guldgravere”Jeg var ude at arbejde i min egen mine, 12 mil fra byen. Der er fire af os, og vi var der ude for en måned; men der er meget arbejde at gøre før det kan blive en mine.
Det er skov og bjerge alt sammen, og der lever ikke nogen mennesker, kun indianere forskellige steder langs med kysten, det er jo helt ude ved Stillehavet, hvor jeg er. Vi er ikke sikker på endnu, om der er guld nok hvor vi er til at det kan betale sig at tage det ud.”

I samme brev lyder det:

”Jeg begynder næsten at blive hjemsyg, når du fortæller så meget om de forskellige mennesker, jeg kender mor; men det er måske godt for mig, så jeg kan bestemme mig til at rejse hjem en tur.”

I august skriver han:

”Jeg ville ønske, at jeg kunne tjene nok penge, så jeg kunne hjælpe Oskar (lillebroderen) en lille smule. Men det er jeg bange for, at jeg aldrig kan, den mine vi fandt er ikke noget godt, der er ikke nok guld til at det kan betale sig at mine det, så jeg tænker, at jeg vil prøve at finde en anden, måske jeg går ud i bjergene igen næste uge, hvis jeg da ikke får noget arbejde igen før den tid”.

Men der er ikke noget arbejde. Han skriver, at han i 1938 kun havde arbejde i fem måneder.


Vrtsfamilien gennem mange r i VancouverI denne vanskelige tid er der, i brevene, glimt af medmenneskelig hjælpsomhed. Han har selv mødt den, bl.a. hos værtsfamilien i Vancouver. Og selv er han hjælpsom:

”Jeg har ikke bestilt ret meget de sidste tre måneder, undtagen save brænde og koge mad; jeg er for resten snart en god kok. Jeg kogte suppe i går og der var noget left over (levnet) til i dag, så jeg bad et par gamle mænd ind til middag, og de sagde, at det var det bedste, de havde fået…”

I november 1939 arbejder han tre mil fra byen, kommer ikke så tit til sit hus, og skriver:

”Der er en gammel mand og bor i mit hus. Han er 72 år gammel. Han har ikke nogen penge, så han kan ikke bo på et hotel, og han kan ikke få noget arbejde, fordi at der er mange unge mennesker her og søger på arbejde ligeså. Den gamle mand er lige ved at koge en kop the for os.”

Dette brev fra november 1939 er det sidste før krigen.

Brevene efter Verdenskrigen

Intetsteds i brevene nævnes krigens udbrud i Europa. Og gennem alle krigsår er der ingen breve bevaret.

Men der må have været en vis korrespondance.
Der er i hvert fald billeder fra 1941-42, dels fra en mine i Zeballas, dels fra Vancouver.

Af det første brev efter krigen fremgår det, at Christian véd, at faderen nu er død. Men det fremgår også, at der ikke har været mange breve under krigen, for Christian opsummerer en længere forløb i brev til moderen fra Sardis, 75 mil fra Vancouver, den 21. august 1945:

”Agnes fortalte måske, hvad jeg bestiller nu. Jeg har glemt, hvad det hedder på dansk, men
du kan jo spørge Martin om det, det hedder sawmill (savmølle) på engelsk.
Der er en anden mand og mig selv, der ejer den, vi har fire mænd foruden os selv der arbejder for os. Vi tjener $15-20 om dagen.
Ja, jeg var jo oppe i minerne, da krigen begyndte. Men jeg rejste derfra til Vancouver igen og
arbejdede i et smedeværksted for et par årstid, jeg boede hos de samme mennesker, som jeg var hos før, jeg kører ind og besøger dem en gang om måneden, det er kun 75 mil her fra, det tager to timer.
Jeg har været her to år nu og har bygget et lille hus, men det er ikke helt færdig endnu.”

Næste brev er fra oktober 1945:

”Jeg har en gammel bil at køre i, og vi kan få alt den benzin, vi kan bruge nu.”

Han bor tæt på fem andre danskere:

”en, der er smed, bor omtrent så langt her fra som ned til Marta.”

Men Johannes Boesgaard, som han oprindelig rejste ud med, ved han ikke noget om mere:

”Jeg har ikke hørt fra Johannes Boesgaard for over ti år; men jeg tror, at han er ude på prærien,
hvor vi kom til dengang, vi kom herud.”

Han ved, at varer er rationeret i Danmark og slutter således:

”Jeg vil sende noget the og kaffe, Agnes fortalte mig, at I kunne ikke få ret meget.”

Men han får senere den besked på posthuset, at det ikke er tilladt at sende pakker
til Danmark endnu.

I november 1945 skriver han:

”Jeg har solgt min forretning og tænker på at købe et smedeværksted; men har ikke endnu bestemt,
hvad jeg vil gøre.”

Tydeligvis er han ungkarl, føler sig fri til at satse på noget nyt.

Og man fornemmer også i brevenes tone en stadig lyst til at leve dette frie liv.
I samme brev møder vi igen et af de mange glimt af gensidig hjælpsomhed blandt nybyggerne:

”Jeg tænker jeg vil gå over til naboen i eftermiddag og hjælpe ham med hans hus, der er
ikke færdigt i køkkenet. Det er en dansker, han er 65 år gammel, hans kone er svensk. De er meget gode mod mig. Når hun bager tager hun gerne nogle kager ned til mig og vasker tøj for mig også.”

Og så skriver han til moderen om sin madlavning, og læg mærke til blandingen af dansk og engelsk (jeg gengiver her den nøjagtige
bogstavering):

”Jeg har Pandekager til Middag i dag, jeg laver dem kun naar jeg har god tid; men jeg tror ikke at de er saa gode som du laver dem, jeg put 3 Egs i og 4 Theske Bagepulver for 12 Pandekager, tror du at Oskar kunde spise dem.”

Af brevet fra marts 1946 fremgår, at han er flyttet til et nyt sted, 12 mil fra Sardis.
Sammen med en englænder og en canadier bygger han en ny savmølle til en samlet udgift af $10.000.

Han har meget travlt, men har også fået det lettere med husholdningen:

”Jeg bor hos de mennesker, jer er sammen med i forretningen, så nu koger og vasker jeg ikke mere, konen her laver god mad, jeg får pandekager 2-3 gange om ugen.”

Også her møder han danskere:

”Der er en dansker her som var med i krigen, han er fra Jylland. Han rejste hjem fra Tyskland, da krigen var forbi, så han fortæller mig jo lidt om forholdene der hjemme.”

I brevene til ham lyder sikkert mange opfordringer til at komme hjem; han kunne også godt tænke sig det,

”men jeg tror ikke, at jeg kunne finde mig tilfreds der nu”. (27. juli 1946).

I løbet af sommeren gøres arbejdet med at bygge savmøllen færdigt og arbejdet med at fælde og save træer op begynder:

”De er meget større, end jeg har set derhjemme, de største er omkring to meter i diameter og de er 50 til 75 meter lange”.

Brevene handler også om rationeringssituationen efter krigen. Der er endnu rationeringsmærker for sukker, smør, kød:

”…men det er jo da ikke så slemt, vi får næsten alt, vi kan bruge.”

Han har meget travlt, mest med kontorarbejde. De manglende breve til søsteren, Agnes, undskylder
han sådan i et brev til hende 31. oktober 1946.

”Jeg har arbejdet hårdt i sommer fra kl. 5-6 om morgenen til 10-11 om aftenen, søndagen også”.

Men han lever godt og har, som altid, svært ved at finde på noget at skrive:

”Konen her siger, at der er nemt at finde på noget…hun siger, at jeg kan fortælle dig, at vi havde fasaner til middag den anden dag, og vi skal have andesteg i morgen, vi lever meget godt her. Konen er en meget god kok.”
(25. oktober 1946 til moderen).

I brevet til søsteren er der en egen fortrolighed, bevaret gennem alle år:

”Jeg skrev til mor for en uges tid siden, hun er jo gammel nu, og måske de par ord, at jeg skriver i et brev kan gøre hende glad: Jeg har jo ikke nær så meget at fortælle nu, som da jeg først kom her over, jeg kan huske, at jeg skrev et brev hver søndag, dengang…det er lidt vanskeligt for mig at forklare jer, hvordan forholdene er her ovre nu, der er mange moderne ting, men der er også meget, der er gammeldags, for eksempel har vi ikke elektrisk lys her endnu, men naboens har det. Men det er jo kun ude på landet, inde i byen er det jo anderledes.” (31. oktober 1946).

Den 25. november skriver han til moderen:

”Vinteren kom tidligt, det har sneet her for en uges tid, og jeg har ikke bestilt noget undtagen at save brænde og lagt på ilden. I morgen kører jeg til Vancouver, jeg har en lille smule forretning af gøre dernede.”

Han besøger den gamle værtsfamilie i Vancouver, to timers kørsel væk.

I løbet af vinteren bliver det for koldt til at arbejde i skoven. Så han bruger tid til endnu engang at søge efter guld, men han og kammeraterne finder ikke nok til at sætte en minedrift i gang.

I sommeren 1947 er arbejdet på savmøllen i fuld gang. De har 16 mand i arbejde. Han selv arbejder 12-14 timer om dagen.

Åbenbart driver den kompagnon, han bor hos, også et landbrug:
”De har 16 køer, tre spande mælk om dagen, der er et mejeri 8 mil her fra,
de bruger lastbil for mælkevogn. Konen her siger, at hun har 55 høns og får 40-45 æg om dagen. De har omkring 100 frugttræer…også mange jordbær.” (18. maj 1947).

I brevet fra november 1947 vedføjer kompagnonens kone, på engelsk, et par linier:

”Nej dog, hvor Chris (Christian) kan lide sine varme kager og bønner. Giv ham det og han er
tilfreds. Vi holder øje med Chris og holder ham fra ulykker”.

Julen 1947 tilbringer han igen hos den gamle værtsfamilie i Vancouver.

De sidste breve: 1948

I februar 1948 takker Christian moderen for julegaverne: en bog, strømper, Martas pebernødder.
Og han takker broderen Rasmi for brev.

Vinteren har været mild, så der har hele tiden været meget arbejde på savværket. Endnu
engang udskydes en hjemrejse.

Først i juli får han tid til at skrive igen, både til moderen og søsteren, Agnes: arbejdet på savværket
tager megen tid.

Til Agnes skriver han:

”Du spørger om så mange ting, så jeg ved ikke, hvordan jeg kan få svaret på det hele; måske at
det er bedre at vente til jeg kommer hjem, og måske du kan komme her over for en tur”.

19.august 1948 skriver han til sin mor:

”Ja, dette brev skulle ellers have været til Agnes; hun har lige skrevet til mig; men hun skældte mig ud, fordi der er så længe imellem at jeg skriver til dig, så jeg tænkte, at måske det var bedre, hvis jeg skrev til dig først, så kan du jo fortælle hende det”.

Han fortæller om en stor oversvømmelse, der har ramt savværket:

”Alt vandet er nu gået igen og vi har begyndt at arbejde; men det tager lang tid før vi kan få
alting gjort i stand igen”.

Og så slutter han sådan:

”Ja, jeg kunne godt lide at komme hjem en tur¸ men så er jeg bange for, at I ikke vil lade mig rejse igen”.

Til Agnes skriver han den 22.august 1948, at oversvømmelsen ødelagde meget for bønderne,
men at savværket klarede sig bedre; udgifterne blev omkring $3-4000.
Han slutter således:

”Jeg har ikke papir nok til at svare på alt, hvad du spørger om, men jeg er altid rask og arbejder
10 til 16 timer om dagen”.

Dette brev er det sidste til søsteren.

1.november 1948 er der det sidste brev, til moderen.

Det lyder i sin helhed således:

”Ja, som sædvanlig tager det mig omtrent to måneder at komme i tanker om at skrive. Jeg
har vist nok fået to breve fra dig og to fra Agnes siden jeg skrev sidst.
Jeg har nu ikke nogen god undskyldning nu, for jeg arbejder ikke mere end 8-9 timer om dagen, og det meste af den tid sidder jeg inde på kontoret eller kører omkring i landet for at købe træer til at save op.
Der er to danskere, der har et smedeværksted 8 mil her fra. Jeg tager næsten altid derud, når der er noget, der går i stykker, og så hjælper jeg dem med det, så koster det ikke så meget.
Vi har tolv mand i arbejde for os lige på tiden. Ja, jeg ved ikke, om jeg får skrevet igen før
jul; men hvis ikke vil jeg ønske dig til lykke på fødselsdagen og glædelig jul”.

Christian Andersen døde pludseligt, den 5.november 1948, 45 år gammel.
Han blev begravet på Ocean View Burial Park i Vancouver.

Her følger en oversættelse af nekrologen i den canadiske avis:

Christian Anderson:
Begravelseshøjtideligheden blev forrettet i Vancouver i onsdags af pastor Denis for Christian
Anderson, der pludselig døde i Hope, den 5. november.
Jordfæstelsen fandt sted i Ocean View Burial Park.
Hr. Anderson havde boet i dette distrikt i fem år. Han var en af partnerne i Windermere Savmøllerne.
Han boede sammen med sin partner, Pat Carey, på Jesperson Road.
Han var i Hope for at bese en tømmerplads, da han døde.
Han blev født i Danmark for 45 år siden, kom til Canada i 1927 og boede 478 East 12th
avenue i 17 år.
Han var smed af profession, gik senere ind i tømmerhandlen.
Hr. Anderson mistede sit højre øje ved en ulykke i savmøllen dette forår.
Han efterlader sin mor, to søstre og en broder i Danmark”.

Der er bevaret nogle breve på engelsk fra familien i Vancouver, 478 East 12th avenue, den
adresse, nekrologen nævner.

De sørgede for begravelsen, sendte blomster til Christians mor og var hjælpsomme med, at de
juridiske sager blev bragt i orden.

I et af brevene fortæller de Christians mor, at Christian havde nøgle til deres hus og en seng
dér, så han kunne komme og gå som han ville.
Det var et langt venskab.

Boet efter Christian skulle gøres op, og det tog lang tid. Dels var der personlige ting, dels var
der penge.

Familien i Danmark vidste intet om, at Christian havde mistet et øje ved en ulykke om
foråret, så der var mange spørgsmål om dødsfaldet.
De var i den gode tro, at Christian var helt rask.

Men de lange pauser i hans breve i foråret 1948 kan nu forklares, ikke kun med det store ekstra
arbejde på grund af oversvømmelsen, men også med den ulykke, der betød, at han mistede det
ene øje.

Det var Agnes, der blev bindeled mellem myndigheder og venner i Canada og familien i
Danmark.

Hermed slutter så den lange beretning baseret på Christians breve gennem årene 1926-1948.

Og vi lader nu Christians mor få sidste ord.
Hun skriver til Christians værtinde i Vancouver:

”Kære Frue,
Mange Tak for Deres venlige Brev, samt blomster og Te, jeg beder Dem modtage min inderlige
og dybfølte Tak, fordi min kære Dreng har havt saadan et godt Hjem at holde sig til, han
var ene i det fremmede Land, havde ingen Familie, det var jo en stor Sorg at miste ham, men
jeg trøster mig ved, at jeg har kun gode Minder om ham. Han vilde jo gjerne hjem at se til os,
men han havde jo ikke Lyst til at blive her, og saa vilde jeg aldrig have bedt ham at komme,
naar jeg vidste han havde saadan et godt Hjem at tage til, jeg var bange for den lange farefulde
Rejse.
Jeg takker ogsaa fordi De tog sig af hans Begravelse.
Mange Hilsener og Tak til Eder alle i Hjemmet
Anne Andersen”

Tak

Til slut vil jeg sige mange tak til Christians broderdatter, Conny Andersen, for at
have muliggjort denne fortælling.
Hun samlede alle brevene og læste dem højt for mig, mens jeg skrev. Senere gik jeg brevene
igennem endnu engang og færdiggjorde denne beretning.

Klik her for at komme tilbage...